P4-værten Alex Nyborg Madsen kalder Love Shops skæbne hård, efter bandet mistede mundharpetalentet Henrik Hall i nat.

Det 62-årige Love Shop-medlem døde onsdag nat efter længere tids kræftsygdom, men mens der stadig var krudt på karrireren, havde Nyborg Madsen æren af at møde Henrik Hall.



- Henrik var en person, der brændte igennem både som menneske og musiker. Han var et varmt menneske med noget på hjerte, husker Alex Nyborg Madsen og beskriver i øvrigt mødet med Hall som 'syret'.



- Henrik viste sig at have den små autistiske evne, at han kunne huske folks stjernetegn. Så da jeg mødte ham, vidste han, at jeg var løve. Det havde han registreret en eller anden gang. Det var meget syret, griner Nyborg Madsen.

For ham står både Henrik Hall og Love Shop som humlebien, der ikke burde kunne flyve. Love Shop, fordi de trods høj cool-faktor og intelligent musik fik står folkelig succes. Henrik Hall, fordi han med rollen som mundharpespiller let kunne være blevet en parentes i musikhistorien.



- Men Henrik lavede en sniger. Gravede sig langsomt ind hos publikum og endte som popstjerne i en sen alder. Selvom han var 60, formåede han at 'connecte' og skabe følelser, der også var relevante for en på 22. Det var imponerende, beskriver radioværten.

Desværre sætter Henrik Halls død formentlig også et punktum for Love Shop. I 2008 mistede bandet sin guitarist Hilmar Hassig, da han omkom ved en trafikulykke. Efter Halls død, står forsanger Jens Unmack alene tilbage.

- Love Shop fik en hård skæbne. Og man kan ikke undgå at tænke på Jens (Unmack, red.) lige nu. Desværre bliver det svært at forestille sig, at Love Shop lever videre med kun et medlem. Jeg kan ikke forestille mig, at Jens har lyst til at optræde alene under det navn, vurderer Alex Nyborg Madsen, men tilføjer:

- Men sangene leve videre.