Pladeaktuelle Agnes Obel har arvet musikaliteten fra sin far og fortæller her, at den særlige forbindelse kan føles både som en velsignelse og en forbandelse.
Hvornår har du været mest bange?
»Som barn var jeg tæt på at miste min far. Jeg kan stadig huske følelsen af og angsten for, at vi aldrig ville se ham igen, og at alt med ét ville være forandret og aldrig blive det samme igen. I dag kan jeg gense følelsen i drømme eller i bestemte musikstykker, men den har heldigvis ikke samme magt over mig som dengang.«
Du siger, at frygten havde magt over dig – kan du uddybe det?
»Min oplevelse af at være bange for noget er, at det er en altoverskyggende oplevelse, hvor man ikke kan træde væk fra det. Egentlig oplever jeg det lidt som noget, der ligger uden for ens sprog, men som jeg kan genkende i musik.«
»Nogle gange kan man høre et meget dramatisk stykke musik, som minder en om frygt. Sådan er det også med de mest fantastiske oplevelser og følelser – dem genkender jeg også i musikken.«
Hvordan har du kunnet bruge musikken i alt det?
»Jeg har nogle gange brugt musik til at forstå min far, fordi han gik meget op i musik. I et af mine største numre, 'Just So', som jeg skrev til min første plade, forestillede jeg mig, at jeg var ham. Jeg prøvede ligesom at synge sangen fra hans perspektiv.«
»Men selve frygten har jeg ikke haft lyst til at have igen, så jeg har bevidst ikke lavet noget musik om den. Det er jo mit største mareridt, som jeg ikke har lyst til at genopleve.«
»Derudover kan jeg godt lide, at musikken er mere multifacetteret, så det ikke kun er mørkt. Jeg har altid prøvet at have et element af noget håb – selv i de triste.«
Havde du og din far musikken sammen, allerede da du var barn?
»Ja! Han spillede altid meget og gik meget op i musik. Jeg oplever det lidt, som om jeg har arvet min musikalitet fra ham.«
»Men vi har aldrig rigtig snakket om det på den måde, og han fik fem børn, hvor jeg er den eneste af dem, som arbejder med musik. Derfor har jeg altid tænkt, at jeg var den eneste, der havde arvet den der velsignelse – og forbandelse, i en eller anden form.«
»Min mor spiller også musik, men jeg har oplevet det, som om det var vigtigere for ham på en eller anden måde. Det var et sted, hvor han kunne være, hvem han var – sådan helt umiddelbart, og sådan oplever jeg det egentlig også med mig selv.«
»Det er der, hvor jeg kan være hundrede procent mig selv, og hvor jeg ikke skal tage stilling til nogen andre sociale hensyn. Vi er jo alle sammen underkastet den situation, som vi er født ind i, og de forventninger, der er omkring os – og der oplever jeg musik som et rum, som er umiddelbart og frit for det.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for Damerne.
