Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er hvert år stor fokus på stemmeprocessen, når der bliver afholdt Eurovision.

I år er ingen undtagelse - men noget har tilsyneladende ikke helt været, som det bør være.

EBU, der står for sangkonkurrencen, har natten til søndag udsendt en pressemeddelelse, hvori man oplyser, at man har fundet 'visse uregelmæssige stemmemønstre' i resultaterne fra seks lande.

Dog ikke under lørdagens finale - men under juryprøven forud for den anden semifinale, der blev afholdt torsdag aften.

»I analysen af jurystemmer er der identificeret visse uregelmæssige stemmemønstre i resultaterne fra seks lande,« lyder det.

Videre oplyses det, at EBU efterfølgende har samarbejdet med sin stemmepartner for at udregne et 'samlet erstatnings-resultat for hvert land'.

Både i den anden semifinale og for selve finalen.

Det er udregnet på baggrund af resultater fra andre lande med enslydende stemmemønstre, oplyses det.

»Denne proces er anerkendt af den uafhængige stemmeovervågning,« lyder det fra EBU.

»EBU tager alle mistænkte forsøg på at manipulere stemmeprocessen ved Eurovision Song Contest ekstremt alvorligt og har retten til at fjerne sådanne stemmer i overensstemmelse med de officielle stemmeinstruktioner, uanset om sådanne afstemninger vil påvirke resultatet og/eller resultatet af afstemningen,« lyder det videre.

Det er ikke oplyst, hvilke lande der tilsyneladende er opdaget uregelmæssigheder hos - eller hvad uregelmæssighederne nærmere går ud på.

Ukraine, der en times tid efter, at pressemeddelelsen blev sendt ud, blev kåret til dette års vinder, optrådte ikke i den anden semifinale. De optrådte i den første semifinale, der blev afholdt tirsdag.