***** (fem stjerner)
Jeg var temmelig overbevist om, at repræsentanten fra pladeselskabet havde spist søm, da hun insisterede på, at jeg bare skulle lytte til den danske gruppe Afenginns nye dobbeltalbum 'Opus'.
Beskrivelsen lød nemlig således:
80 minutter og fire satser - bygget op som en klassisk symfoni. 18 numre hvoraf fire er udstyret med vokal. Teksterne skrevet på hjemmelavet vrøvlesprog (trykt engelsk oversættelse er inkluderet). Og stilen? Jo, det er sådan en blanding af klassisk, østeuropæisk folkemusik, punk, rock, pop og så slagtøjspassager, der stilmæssigt kan være svære at placere.
Det hele er skrevet af gruppens ankermand, Kim Rafael Nyberg under et halvanden måned langt og ufrivilligt ophold i Tasmanien - Multimusikeren havde beskadiget sin ene ben og kunne derfor ikke sidde ned under en lang flyvetur.
Alt i alt lød projektet vel nogenlunde ligeså attraktivt som at brække en arm på langs. Men lur mig, om det hele ikke er lige præcis så spændende, som PR-damen med de skarpe ører sagde.
Omgivet af et hold uhørt dygtige musikere (vibrafon, cello, violin, slagtøj mmm) har Kim Rafel Nyberg således forløst sit ambitiøse projekt, der har til mål at beskrive en lang eksistentialistisk proces, hvor både liv, død, lykke og tragedie bliver endevendt og dissekeret.
Fantastiske melodilinjer zigzagger ind og ud af ligeså fantastiske og fantsifulde slagtøjsmønstre. Den alternative symfoni går ubesværet fra afdæmpede bakkedale til ruskende bjergtoppe. Og vigtigst af alt mister hverken band, solist eller komponist på noget tidspunkt pusten.
Musikkens intensitet holder fra start til slut. Og som lytter fristes man på intet tidspunkt til rejse sig og tage en pause.
'Afanginn' betyder på oldnordisk, beruselse og styrke. Og det er præcis sådan man har det, efter 80 minutter i selskab med 'Opus'.
Afaginn, 'Opus', albummet er udgivet
