Fans af den nu afdøde Prince kan glæde sig over, at verdensstjernen nu udkommer med en ny version af en 40 år gammel sang.

Den akustiske demo ‘I Feel For You’ blev ifølge sangerens hjemmeside til i vinteren 1978-1979, imens Prince forberedte sig på sin solo-debut i Capri Theater i North Minneapolis.

Det skriver CNN.

Demoudgaven, der netop er frigivet, blev senere ændret markant og udgivet på albummet 'Prince', der udkom for præcis 40 år siden - 19. oktober 1979.

Sangen blev frigivet torsdag på alle streaming-tjenester.

»Den specielle, skrællede demooptagelse indfanger en 20-årig Prince i et råt og intimt øjeblik og begynder med lyden af artisten, der trykker på optageknappen på et kassettebånd og samler sin akustiske guitar op,« lyder det fra Princes bagland.

Prince gik bort i april 2016 i en alder af 57 år. Han døde af en overdosis af det smertestillende stof fentanyl.

Han solgte flere end 100 millioner albums, modtog syv Grammy Awards og en Oscar for bedste sang med 'Purple Rain' til filmen af samme navn.