Torsdag aften indledte de tre popveteraner Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen deres turné, da de spillede op til 80'er-fest i næsten fyldte Gigantium i Aalborg.

Men selvom deres comeback har været længe ventet, er roserne fra anmelderne udeblevet.

I flere anmeldelser bliver kritiske gloser som 'afdankede', 'håbløse' og 'søvndyssende' brugt om Linnet, Salomonsen og Sørensen. Og flere af mediernes udsendte musikkendere mener, at trioen blev reddet af publikums lyst til at synge med på klassikere som 'Den jeg elsker', 'Glor på vinduer' og 'Smuk og dejlig'.

Netop sidstnævnte sang bliver symbolsk brugt af Jyllands-Postens anmelder Kasper Schütt-Jensen, der kalder det en 'smuk og dejlig tanke', at de tre kvinder atter har lyst til at stå på samme scene.

'Ja, publikum havde købt billet for at høre de tre sangere synge sammen, men de lød – ironisk nok – bedre, når de sang hver for sig. Og så kan man jo lige så godt fange dem til hver deres solokoncert,' skriver han blandt andet.

Heller ikke hos Berlingskes udsendte, Nanna Balslev, er der varme anbefalinger at hente. Hun er enig i, at de tre kvinder er bedst hver for sig, og hun kårer i øvrigt Lis Sørensen som koncertens største stjerne.

'Fra starten var det slående, at især Salomonsen og Linnets stemmer lyder lidt slidte og uden den sødme, der tidligere kendetegnede dem,' skriver hun.

Hvad angår slidte stemmer, får hun opbakning fra Ekstra Bladets Thomas Treo. Under overskriften 'Afdankede: Mere shit end Chanel' kritiserer han desuden popdronningernes 'uambitiøse nostalgi' og deres 'håbløse arbejdsbetingelser' i Gigantium med henvisning til den generelle lyd.

To ud af seks stjerner er det blevet til fra Thomas Treo. Både Berlingskes og Jyllands-Postens anmeldere er en smule blidere og har givet tre ud af seks stjerner.

B.T. forsøger at få en kommentar fra trioen angående de ringe anmeldelser, der står i stor kontrast til det kollektive jubelbrøl, der lød, da de tre popkvinder sidste forår offentliggjorde deres planer om en turné sammen.

Nyheden blev delt i forbindelse med DR's dokumentarserie 'Anne, Sanne og Lis'.

Dengang lød meldingen, at de tre sangerinder efter 38 år hver for sig ville gæste fem af Danmarks største spillesteder på en turné i maj, men siden har blandt andre Smukfest og Grøn Koncert også haft held med at booke dem.

Både Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen har tidligere været med Grøn Koncert-karavanen rundt i Danmark, men de har aldrig været det sammen.