En ældre kvinde blev i sidste uge lagt i koma, mens hun kæmpede for sit liv, efter hun faldt flere sæderækker ned i forbindelse med en koncert med den britiske stjerne Robbie Williams.

Nu er hun afgået ved døden.

Det fortæller en talskvinde for hospitalet St Vincent's, skriver Sydney Morning Herald.

Den ulykkelige hændelse fandt sted lige efter afslutningen af Robbie Williams-koncerten på Allianz Stadium i den australske millionby Sydney torsdag i sidste uge.

En talsmand for arenaen har efterfølgende fortalt, at kvinden forsøgte at træde hen over stolerækkerne for at komme ud – i stedet for at bruge trappen.

»Hun mistede fodfæstet og faldt,« forklarede han og tilføjede:

»Det er en forfærdelig trist hændelse, og vores tanker og ønsker går til gæsten og hendes familie i denne tid.«

Den alvorligt tilskadekomne kvinde – der var i 70erne – blev hastigt kørt med ambulance til St Vincent's Hospital i Darlinghurst, hvor hun blev indlagt på intensivafdelingen og blev lagt i kunstig koma.

Hun sov ind mandag, fortæller talskvinden for hospitalet.

Kvindens identitet er ikke oplyst.

Dødsfaldet er sket i kølvandet på en anden koncert-tragedie. 

Under den amerikanske sanger Taylor Swifts Eras Tour-optræden i Rio de Janeiro i sidste uge – som fandt sted midt under en hedebølge – døde den 23-årige fan Ana Clara Benevides Machado.

Ifølge meldinger besvimede hun på Nilton Santos Olympic Stadium, hvor Swift optrådte, og blev bragt til hospitalet, hvor hun døde af et hjertestop.