AC/DC’s arvtagere i australske Airbourne brillerede i Amager Bio, som skulle de spille til den sidste, største og fedeste fest, før alt går ad helvede til.
Et band med en sang betitlet 'It’s All For Rock’n’Roll' i kataloget bliver ikke uvenner med mig.
Et band, som har skrevet samme sang som en hyldest til Motörheads nu ulykkeligvis afdøde legendariske leder Lemmy, forbliver også på min julekort-liste.
Et band, som åbner en koncert med alle dumme spørgsmåls moder, 'Are You Ready To Rock?', kommer ej heller nødvendigvis på kant med mig.
Det gør et band, hvis lyd lettest lader sig forklare som de åbenlyse forbilleder AC/DC’s stil sidst i 1970’erne heller ikke.
Jeg giver Dem, fru Stiftsprovstinde: Australske Airbourne, som søndag aften diverterede med en så fabelagtigt frådende rock’n’roll koncert i Amager Bio, at jeg simpelthen ikke mindes et band så godt og i dén grad definere hverken udtrykket ”tøjlesløst” eller for den sags skyld vendingen ”rock og rul, som det oprindelig var ment” i nyere tid.
Nå ja, altså bortset fra for resten da det samme band første gang indtog Amager Bio for næsten nøjagtig fire år siden.
Ellers skal jeg vitterlig tilbage til førnævnte AC/DC og The Ramones sidste i ’70’erne eller Motörhead i de tidlige firsere for at komme i tanker om et rock’n’roll band så frådende – ja, der var den sgu’ igen! – energiske som Airbourne.
Søndag aften gik sanger og leadguitarist Joel O’Keeffe til stålet med en energi, der fik forbilledet Angus Young til at minde om Eric Clapton i en særligt søvnig udgave af 'Wonderful Tonight'. O’Keeffe er overalt på scenen, han bliver et par gange båret rundt i salen, inden han under ét af ekstranumrene indtager Amager Bios balkon for at høvle Black Sabbaths legendariske 'Paranoid' riff af sig otte gange.
Bare fordi han kan.
Når han da for resten ikke lige skal nå at distribuere bajere og Jack Daniel’s ud til særligt heldige blandt publikum.
Jeg garanterer, at den mand slet ikke kan vente på, at nogen opfinder en rock’n’roll Spiderman dragt, så han også kan komme til at styrte rundt på væggene og i loftet.
Han er fandeme ikke til at stå for, og så spiller han da for resten ret godt. Og det gør resten af Airbourne også.
Ét er at spille som gjaldt det livet, hvilket de gør som det naturligste af verden. De lægger tilmed hver gang fra land med smil og entusiasme, som var den almægtige A-akkord opfundet i går. Og de spiller, som var de – Airbourne – af Den Almægtige var udset til at levere lydsporet til den største og sidste og suverænt bedste fest, før det hele til den tid går ad Helvede til.
Og det gør de så, gør de. Med frådende (der var den sgu igen!) fræs som 'Runnin’ Wild' og 'Ready To Rock' eller med vitterlig i særklasse sejt swingende midtempo mellemgulvsmasserende herligheder som 'Down On You', 'Live It Up' og den fremragende 'Bottom Of The Well'.
Af hjertet tak, Airbourne. I får de fleste af jeres jævnaldrende konkurrenter på hårdrock scenen til at lyde som Coldplay. . . og det er godt nok synd for konkurrenterne!
