Fire årtier inde i karrieren sætter de tyske Heavy Metal legender i Accept stadig stort set samtlige konkurrenter til vægs – så kan de jo hænge dér, kan de... konkurrenterne
Okay, så bliver man jo nok nødt til – nødtvungent – at tilstå sin fremskredne alder, men jeg vil mene, at det søndag aften var omkring 33 år siden, jeg første gang oplevede det tyske tordenforetagende Accept live i det ulykkeligvis for længst lukkede Saga på københavnske Vesterbro.
Siden da er meget sket, mange ulykker er vederfaret os, og der er vitterlig ikke meget, der er, hvad det var engang.
Vesterbro har f.eks. mistet sin sjæl. Der var ikke længere plads til den, for der skulle banes vej for samtalekøkkenerne.
De af os, der var med, dengang bemeldte Saga vitterlig var selve heavyrockens tempel i Danmark, er jo så heller ikke, hvad vi var engang. Det må man trods alt erkende, når de indledende øvelser for at ryste lidt på hovedet til en hårdrock koncert efter alle disse år dels er ganske belastende, dels lydmæssigt kaster knirk af sig som en røvtur på rustent jern.
Eller noget...
Det får alt sammen være. For Accept er utroligt nok – modsat så mange andre – hvad de var engang. Stadig så idiotisk gode og vidunderligt velspillende, som de var dengang. Så det vitterlig trodser mange beskrivelser og megen logik.
Samtidige bands som Metallica, Iron Maiden, Saxon og andre kan ikke holde et niveau og en kadence, som de kunne for 35 år siden. Og det er så fuldt forståeligt, men Accept ikke alene holder niveau som i de meget omtalte og forholdsvis gode gamle dage – de aldrende herrer er muligvis bedre end nogensinde.
Med den fænomenale leadguitarist Wolf Hoffman i front væltede kvintetten således søndag aften Vega i København... igen!
Med en to timers regulær opvisning i hvordan man spiller... hvordan man turnerer... hvordan man vrider... hvordan man demonstrerer... hvordan man elsker – ja, han sagde ELSKER – Heavy Metal rock and roll.
Fra nye(re) numre som ”Die By The Sword”, ”The Rise Of Chaos”, ”Koolaid” og pragtstykket “Pandemic” til ubetalelige klassikere som “Metal Heart”, ”Balls To The Wall” og de mere end velkomne tilbage i sættet ”Midnight Mover” og ”Objection Overruled” lod Accept på intet tidspunkt nogen i det ekstatiske publikum tvivle på, at de så sandelig elsker dét, de laver, lige så højt, som deres publikum gør det.
Og så stor respekt jeg ellers har for mange af Accepts samtidige, så kan få af dem – som tidligere nævnt – stadig for alvor spille med på dette niveau. Det kan Accept. Ikke mindst fordi de – så mange klassikere, de ellers kan hive op fra skatkisten – altid insisterer på at lade en stor del af deres sæt bestå af nye(re) numre.
Jeg vil mene, at det holder krudtet tørt og begejstringen ved lige, når man ikke blot blindt overgiver sig til nostalgien og fans, som insisterer på ”noget af det gamle”.
Uanset hvad Accept spiller, så kender jeg så meget få bands – og da især Heavy Metal bands – som i den grad lader ”cool” faktoren fare, mundvigene stræbe nordpå og stadig barnligt elsker deres tråd, som Accept gør det.
Søndag aften hamrede de atter konkurrenterne i jorden og alle forhåndenværende skabe på plads.
Accepter intet mindre!
Accept, Vega, søndag aften 12.02
