Den tidligere Abba-manager Görel Hanser er død, 76 år gammel. Det skriver bandet selv i et opslag på Instagram.

'Det er med den dybeste sorg, at vi meddeler Görel Hansers bortgang. Vi har mistet vores mest elskede ven og nærmeste kollega. Savnet er umåleligt,' skriver Abba i opslaget.

Görel Hanser begyndte at arbejde med det ikoniske og verdenskendte svenske popband allerede i 1960'erne. Her startede hun med at arbejde som assistent for Abbas manager Stikkan Anderson.

Senere blev hun selv manager for hele gruppen, da bandet brød samarbejdet med Stikkan Anderson i 1980'erne.

Hun blev en nær medarbejder for gruppen og en central person i det imperium, som Abba byggede op om deres musik. 

Selv var Görel Hanser gift med fotografen Anders Hanser, som tog mange billeder af bandet i 1970'erne.