Fransk duo overrasker med fantastisk historiefortælling tilsat uimodståelige og enkle melodier, der ekkoer alt fra Dylan og Cohen til Modern Lovers og mariachi.
Musikverdenen er fuld af overraskelser, men det hører til sjældenhederne, at man falder over en sanger, der på én gang sender tankerne hen på både Jonathan Richman, Leonard Cohen og Lou Reed. Men det er ikke desto mindre tilfældet med franske David-Ivar Herman Dunes stemme.Franskmænd der synger på engelsk plejer ellers ikke at være nogen succes, men det er faktisk umuligt at høre nogen som helst accent i denne Dunes fraseringer.
Formentlig takket være det faktum, at han som barn spillede skak med sin svenske bedstefar, der arbejdede som diplomat i USA, og på den måde lærte at kommunikere på engelsk med amerikansk accent.
Men det væsentligste er, at sanger/sangskriveren har et gyldent øre for popmelodier, hvilket han til fulde beviser her på ’Next Year in Zion’. Sangene iscenesættes i et tidløst, nedstrippet analogt lydbillede, at man kommer helt i tvivl om, om optagelserne har fundet sted i går eller i 1970, og ja, så er teksterne for øvrigt i en klasse for sig selv.
Hr. Herman Dune har uden tvivl lyttet meget til Jonathan Richmans skæve lyrik, for det er den samme, dadaistiske tilgang til tekstskrivningen (som bør kunne få smilet frem på enhver lytters læber), der gør sig gældende her.
Man opsluges af historiefortællingen, der ikke – som i de fleste af idolernes tilfælde – handler om ulykkelig kærlighed, men derimod om David-Ivars nuværende forhold. Uden at det bliver spor kedeligt.
Der er meget at kaste sig ud i, men tag fx ’My Baby Is Afraid of Sharks’, en lille hymne om partnerens fobier:
- My baby’s afraid of thunder/She hates it when there are storms at night/But when I hold her in my arms real tight/She goes back to sleep and starts to snore/My baby’s not scared of thunder anymore…
Musikalsk leverer Herman Dune traditionelle folk-melodier, og i den varme produktion kigger både en leadguitarist forbi med soloer hist og her, mens også John Natchez Bourbon Horn Players (kendt fra samarbejder med Arcade Fire og Beirut) støder til med blæsere i mange af sangene. Men det hele er centreret omkring David-Ivars stemme og sange.
Måske er det ikke hundrede procent originalt, ’When We Were Still Friends’ lyder eksempelvis uhyggeligt meget som en glemt sang fra Leonard Cohens tidlige albumsessions, og det er faktisk meget sigende for ’Next Year in Zion’, som er en fantastisk plade at gå på opdagelse i;
Arrangementerne er rige og detaljerede, teksterne tvetydige og David-Ivar Herman Dune er excentrisk, uden at det bliver for meget.
En klar kandidat til årets popalbum.
