For 20-25 år siden stod de hver især i spidsen for to af de mest lovende, unge danske bands, senere blev de kærester. Nu udgiver Claus Hempler og Dicte W. Madsen for første gang et album sammen.
To af de spirende bands der for alvor rejste sig fra undergrunden til overfladen i begyndelsen af 90erne, var fynske Fielfraz med Claus Hempler, som forsanger og sangskriver, og århusianske Her Personal Pain, hvor frontfiguren Dicte W. Madsen, senere kendt fra 'Vild med dans', stjal rampelyset.
Trods åbenlys succes og format nåede ingen af grupperne at opfylde deres potentiale - eller de stoppede på toppen, alt efter temperament og fortolkning.
Til gengæld dannede de to stilbevidste vokalister par privat i otte år, var på turné sammen i front for hver sit band, men holdt ellers de fælles musikalske udskejelser til dagligstuen. Men først i 2012 begyndte de at optræde som The Dark & Stormy Session, flankeret af Mika Vandborg på guitar.
»Vi røg ind i en meget aktiv booker. Først var det meningen, at vi skulle spille en enkelt aften, og pludselig havde han booket 20 koncerter,« siger Claus Hempler om det musikalske samarbejde mellem ekskæresterne.
»Vi har hele tiden lavet andre ting hver for sig, men det fungerede på scenen, folk blev ved med at komme til koncerterne, og så var det et meget naturligt skridt at udgive et album med egne, nye numre,« fortsætter han.
»Vi er begge sangskrivere, og jeg vidste, at Hempler havde en del på hylderne, og nogen gange skal han ha' et spark i røven, og det fik han, og nu er pladen klar,« siger Dicte.
Den rolige, humoristiske crooner, trækker på smilebåndet, og modsiger ikke Dictes udsagn om egen magelighed. Og trods småindigneret, hånligt skuldertræk, da Dicte fortæller om det fede i at lægge stemmer til reklamer, er der ingen tvivl om Hemplers respekt for sin kvindelige pendant.
»Der er den slags sangere, der har en naturlig stemme, som aldrig er til at tage fejl af. Jeg kan altid høre fra første frase, at det er Dicte, når hun synger, og for mig har hun altid været landets bedste sangerinde, og så har hun altid god smag,« siger Claus Hempler.
Dicte smiler over rosen, fra manden der også kan give tørt på, og kan kun sende komplimentet retur. De kender også hinanden de to. I 90erne var de ubetinget den alternative rocks mest celebre kærestepar. Men hvordan spiller den baggrund ind på scenen, så mange år efter?
»Vi er tit blevet stillet det spørgsmål. For mig er det ikke så forskelligt, som at have boet i årevis i et ungdomskollektiv sammen. Det som det for alvor betyder er, at vi har en dyb og indgående forståelse af hinandens personlighed, musikalitet, smag og præferencer. Vi ved, hvor hinanden er og følger let hinanden,« siger Dicte.
I kommer begge fra den mere alternative rockmusik. Kunne i ha' lavet den samme musik, i laver i dag tilbage i 90erne?
»Jeg vil sige det sådan, at i starten af sin karriere, har man typisk meget travlt med at sige nej til ting. Man har brug for at finde sig selv, finde sin stil, er bange for at tage de forkerte valg, og holder sig typisk til en ting. Men jeg har altid haft trangen til at bryde ud og prøve nye veje, og med årene kommer modet og nysgerigheden,« siger Dicte.
»Jeg har det helt på samme måde. I Fielfraz havde vi et meget stramt politisk korrekt kodeks. Der var de gode bands, den gode stil, og alt andet var no go. Vi hånede i årevis vores trommeslager (Jens Langhorn i dag Kim Larsen & Kjukken, red.), fordi han havde været på turné med One Two. I dag ser jeg noget anderledes på tingene.«
To markante skikkelser, på musik- og kulturscenen, levet fortsat i bedste, kreative velgående. Det har altid været musikken der trak, men for Claus Hempler har der alle dage været en Plan B i baglommen
»Jeg har altid tænkt, at hvis det ikke går med musikken, så bliver jeg præst.«
»Det er han jo faktisk blevet alligevel,« afslutter Dicte, med et drillende smil, til den fynske Preacher Man.
Parrets album 'Uppers' er netop udkommet. Dicte + Hempler begynder turné den 16.11 på Pitstop i Kolding.
Dicte:
Dicte optrådte første gang i 1983 med egne sange og numre fra Janis Joplins' repertoire. Dannede i 1989 gruppen Her Personal Pain, der kort tid efter dannelsen stillede op i og vandt talentkonkurrencen Vi har scenen – har I musikken.
Gruppen fik herefter i 1990 udgivet 6 numre på en plade med talenter. Gruppen blev allerede i 1993 opløst, hvorpå Dicte gik solo.
Dictes første soloalbum udkom i 1994. Hun har siden udgivet flere album.
Desuden har hun prøvet kræfter med film og teater som skuespiller, lige som hun har lavet musik til teaterforestilinger.
I 2010 medvirkede hun i Vild med dans på TV 2.