Ifølge Klaus Pagh er danske kvinder ikke længere så kvindelige. De er hårde i filten. I sin nye biografi 'Et liv blandt komikere og kvinder - fortalt til Bodil Cath' fortæller han om sit forhold til sin 45 år yngre kone, Usanee.
Penge, masser af dem, møder med alverdens kendisser, et aktivt liv som teaterentrepenør og skuespiller - og kvinder, masser også af dem.
Sådan har livet været for 82-årige Klaus Pagh. På torsdag udkommer biografien 'Et liv blandt komikere og kvinder - fortalt til Bodil Cath'. I bogen fortæller Pagh om sit liv, om sin karriere, der egentlig begyndte som skuespiller, men senere skulle tage en drejning. Bl.a. fordi Pagh selv - og diverse film- og teaterchefer - havde svært ved at se ham som den danske James Dean, som der egentlig var lagt op til i 50erne.
»Min nuværende kone, Nancy, som jeg kalder hende, eller som kælenavn Nan, er mit livs største held og lykke. I virkeligheden hedder hun Usanee Pagh og er født i Thailand. Hun er min fjerde brud, og uden sammenligning kan ingen lottogevinst være større. Hun har lovet at tage sig af mig, til jeg dør, og det er jeg sikker på, at hun gør,« siger Pagh i biografien.
Det er især årene som iværksætter i teaterverdenen, der fylder i Paghs erindringer. Retableringen af ABC Teatret og Aveny på Frederiksberg og arbejdet som revyboss på Bakken og i Tivoli. Diverse økonomiske op- og nedture. Møder med prinsesse Diana, Arnold Schwarzenegger, Bob Hope - et jetsetliv på de rigtige adresser i Frankrig, Danmark, London og New York. Et liv, hvor en statsminister deltager i ens 50 års fødselsdag.
Og som det fremgår af bogens titel, handler det også om de mange kvinder, der er vandret ind og ud af Paghs liv. Der, som hans nuværende 45 år yngre kone Usanee siger det i bogen, bliver ti år yngre for hver gang, han møder en ny.
»Tænk, at man nærmest skal over på den anden side af kloden for at blive lykkelig og glad. Frank Sinatras første kone hed også Nancy. Måske er det derfor, jeg kalder Usanee for Nancy eller Nan. Hun holder liv i mig. Hvis ikke hun havde været der, så havde jeg været død.
Jeg tror, den forslidte frase 'kærlighed har ingen alder' passer i vores tilfælde. Vi blev uden større hurlumhej gift på Gentofte Rådhus. Det foregik 23. juni 2007 hos borgmester Hans Toft. Nancy var dengang 27 år. Vi mødte hinanden, da hun var 25, og vi har nu været mand og kone i over 10 år. Jeg håber at opleve, at vi kommer til at fejre vort kobberbryllup,« siger Pagh i 'Et liv blandt komikere og kvinder - fortalt til Bodil Cath'.
Den thailanske kvinde arbejdede som tjener, da Pagh mødte hende i Thailand. Hun var netop kommet igennem en skilsmisse. Det var ikke helt let at få permanent opholdstilladelse for Nan, som hun bliver kaldt i daglig tale, og hendes datter Pawarisa, dengang bare to år gammel. Men det lykkedes, og i dag har parret været sammen i 12 år, datteren er dansk. Moderen har forlængst lært dansk og har fået et aktivt liv i Danmark. Parret bor i en lejlighed i Tuborg Havn.
»Nan når ikke med mig ved sin side at blive gammel. Når hun er rundet de 60 år, er jeg for længst borte. Det sjove er, at hun allerede synes, hun er gammel, skønt hun kun er 37 år. Helt fra starten ville hun have en gammel mand. Hun ville ikke risikere, at han var hende utro, og han måtte gerne være udlænding. Det var skæbnens gunst, da hun ramlede ind i mig. Jeg har aldrig fortrudt det ægteskab. Hun er min drømmepige og en dejlig kone. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bedst kan lide unge kvinder. Ældre piger kan da også være tiltrækkende, men det er ligesom ikke lige noget for mig. Når det gælder parforhold, synes jeg der i Danmark er en vis form for aldersracisme. En gammel mand kan man ikke bruge til noget, når det gælder kærlighed og sex. Det er simpelthen ikke rigtigt,« siger Pagh i bogen.
»Nan er den traditionelle kone, der laver mad og tager sig af husholdningen. Hun er på alle måder alt, hvad en mand kan ønske sig, og er på mine gamle dage lyset i mit liv. På en eller anden måde får hun mig heller ikke til at føle mig så gammel, som min alder siger, jeg er. Der er stor ømhed mellem os. Nan har alt det, som danske kvinder ikke længere har. Jeg synes, at danske piger har udviklet sig i en forkert retning. De er ikke mere så kvindelige. De er blevet sådan lidt hårde i filten, men nu har jeg måske også været uheldig et par gange, eller også er Nan mere forstående og tilgivende over for de fejl, jeg har.«
Pagh første kone var skuespillerinden Sonja Oppenhagen med hvem, han har datteren Anne Oppenhagen Pagh. Gennem tolv år levede han sammen med modellen Susan Pagh. Med sin tredje kone, den tyske komtesse Ida von Hahn, har han sønnen Peter Frederik. Med sin ekskæreste Karema Hviid har han sønnen Isak Nikolaj. I dag fungerer det meget omtalte forhold til Hviid nogenlunde ordentligt. Som Pagh siger det, er Isak og Pawarisa nærmest blevet tvillinger.
»Jeg ledte efter 'den eneste ene' for nu at bruge en gammeldags term. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men efter nogen tid mistede mine koner interessen for mig. Der er jo så mange ting, der kan friste en ung kvinde, der er en hel del yngre. Jeg synes, at min ekskone Susan og min nuværende kone Nancy minder lidt om hinanden. De er blevet veninder. Jeg kan ikke fornægte, jeg er lidt af en mandschauvinist og virkelig godt kan lide piger. Det tror jeg, de fleste mænd kan.«
»Bleskift og helt små børn er noget, som jeg altid har overladt til kvinderne. Det hører nok min generation til. Jeg kom virkelig til at grine, da unge piger i et eller andet reality show skulle gætte, hvem Klaus Riskær var. De anede det ikke. Det var morsomt at se, hvor irriteret og fornærmet han blev, da en gættede på Klaus Pagh. Han er over 90, vrissede han med tydelig forargelse. Det var både komisk og ynkeligt at se, hvordan han for åben skærm latterliggjorde sig selv. Mænd på 90 kan sagtens være virile.«
Klaus Pagh
Pagh afsluttede skuespilleruddannelsen på Odense Teater i 1962 og arbejdede på teatret til 1966, hvorefter han rejste til Aalborg Teater.
På de to teatre fik han flere roller, men blev nok mere kendt som Danmarks svar på James Dean pga. sin lighed med ham. Han medvirkede i flere populære film.
Han var direktør for ABC Teatret, Aveny Teatret og for Tivoli Revyen, hvor han satte farcer op med bl.a. Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas i hovedrollerne. Det gjorde ham velhavende.
I 1980'erne flyttede han til London på grund af de danske skatteregler, men holdt kontakten vedlige med Danmark og dansk teater.
Han vendte tilbage til Danmark efter omtrent 10 år.
Om Dirch Passer:
Vi spillede en gang i Hurup Hallen i Thy. Efter forestillingen fik Dirch for meget at drikke. Da vi kom tilbage til hotellet, sagde han: Jeg vil ringe til formand Mao. Kan du ikke se, at hvis vi får ham til Hurup Hallen, så bliver der fred på jord. Han var stangstiv. Jeg trækker ham til side og taler med ham, men Dirch havde sat sig i hovedet, at han ville ringe til den kinesiske ambassade for at få formand Maos telefonnummer. Dirch havde, når han blev fuld, for vane at ringe alle mulige steder hen.
Om Ulf Pilgaard:
I dag er Ulf Pilgaard efter min mening den bedste i Danmark til gode lystspilroller. Da Dirch levede, var Ulf også god, men ikke på Dirchs niveau.
Han er et rigtigt barn af ABC. Det kræver noget at spille på ABC, men når man lærer at spille “en face,” ud mod publikum, kan man få meget glæde af det og bliver ret omgående, når man bruger den rigtige timing, belønnet med publikums begejstring.
Om Jørgen Ryg
Dirch Passer og Jørgen Ryg hører til de mest interessante mennesker, jeg har mødt. De var begge kunstneriske genier. Jeg vil endda vove den påstand, at Jørgen Rygs talent på nogle punkter var en smule mere vidtrækkende. Han lavede nogle fantastiske monologer. I dag mener jeg, at han er meget undervurderet.
