Jeg forstår desværre ikke Bisse.

Den specielle (mærkelige, red.) sanger med de røde negle og den nasale C.V. Jørgensen-stemme er de sidste par år af såkaldte musikeksperter blevet kørt i stilling som dansk musiks redning. Efter at have skamlyttet i flere dage til hans nye album ’19.6.87’, er jeg stadig i tvivl om hans guddommelighed.

Albummet handler om Bisses opvækst i den midtsjællandske provinsby Kirke Såby i 90’erne og er fyldt med små sjove referencer som ’Disney Sjov’ (Temaet fra ’Luftens helte’), computerspil som ’Counter-Strike’, Spice Girls og filmen ’Drengene fra Skt. Petri’. Jeg er ligesom Bisse født i 1987 i provinsen og burde derfor være på bølgelængde med musikken, men kun enkelte steder bliver jeg en lille smule revet med.

Det starter godt med den støjende ’Duracellkaninen’, hvor Bisse sætter sig i scene som en vanvittig kunstner, hvor der ikke kan blive højt nok til loftet. ’Legeaftale’ er det oplagte radiohit, hvor Bisse, henover et medrivende økologisk guitar-stykke, stresser igennem alle de ting, man skulle nå som barn. Den følges flot op af den stormfulde ’Bjælkehytte’ om somrene ved havet, men herefter går albummet i tomgang.

Bisse har i et interview med Gaffa kaldt ’19.6.87’ for søndagsmusik, og her er der altså desværre tale om en virkelig kedelig regnvejrsgrå søndag af slagsen. Langtrukne numre som ’Alene dag’ og ’Lægesønnen’ bevæger sig i sneglefart uden at vække opsigt, og det er her på albummets sidste to tredje-dele, at man virkelig skal være musikklog for at høre genialiteterne.

Det hele er så bedrøveligt og trist, og selvom Bisse synger, at ’man har godt af at kede sig lidt’, kan man jo godt gøre det over en god melodi.

Bisse har helt sikkert en masse på hjerte, og den violin-smukke ’Drøm til min far’ om faderen, der blev ramt af en blodprop, har helt sikkert potentiale. Det kunne være interessant at lade Bisse arbejde sammen med en nutidig hitproducer, for lige nu lyder han lidt som en halvkedelig udgave af C.V. Jørgensen – og hvem gider egentlig høre C.V. Jørgensen i dag?

'19.6.87' udkommer 22. september