Natten til mandag dansk tid løb udgave nummer 62 af Grammy-uddelingen af stablen i Los Angeles, og her blev Billie Eilish den helt store vinder.

Den 18-årige amerikaner, der især er kendt for megahittet 'Bad Guy', vandt hele fem priser ved showet, og Dan Rachlin har et bud på, hvorfor det netop er Eilish, der stormer frem lige nu.

Det fortæller musikeksperten tirsdag til B.T.:

»Lige for tiden bliver mainstreammusik afvist, og Billie Eilish har en unik udstråling, attitude og lyd, der er alt andet end mainstream,« siger Rachlin og forsætter:

Billie Eilish blev den helt store vinder ved Grammy-awards med fire priser.
Billie Eilish blev den helt store vinder ved Grammy-awards med fire priser. Foto: Monica Almeida
Vis mere

»Hun rammer den simple elektroniske vibe, der er populær lige nu. Derudover har hun en markant og personlig vokal. Du er ikke i tvivl om, det er hende, når hun synger.«

Billie Eilish kom på verdenskortet i 2016, da hun uploadede sangen 'Ocean Eyes' til Soundcloud i en alder af bare 14 år.

Sangen var skrevet og produceret af hendes bror, Finneas Baird O'Connell, og Billie Eilish er da også født ind i en musikalsk familie. Udover hendes bror er hendes forældre, Maggie Baird og Patrick O'Connell, ligeledes musikere.

55-årige Dan Rachlin tror, vi vil se Billie Eilish på toppen i mange år, og han sammenligner hende med en anden stor stjerne:

»Jeg tænker på Pink, når jeg ser Billie Eilish. Hun havde ligeledes den der rock'n'roll-attitude, som jeg synes, at Billie Eilish har. De er begge ret unikke.«

DR-værten og musikeksperten Pelle Peter Jencel peger ligeledes på hendes unikke lyd, men tror, der også er en anden grund til succesen:

»Hun er en artist, som unge kan relatere til. Hun er troværdig og oprigtig, mens hun tør snakke om svære emner som selvmordstanker og depression,« siger han til B.T.

Pelle Peter Jencel mener, at 18-årige Billie Eilish er ved at forandre den musik, som vi kender:

Dan Rachlin mener, at Billie Eilish har en særlig stil, udstråling og attitude.
Dan Rachlin mener, at Billie Eilish har en særlig stil, udstråling og attitude. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

»Hun har gjort det legitimt at snakke om svære emner og samtidig være troværdig omkring dem. Jeg ved ikke, om Justin Bieber og Taylor Swift havde åbnet op om deres problemer, hvis Billie Eilish ikke havde gjort det først.«

Billie Eilishs første album udkom i 2019, og ved Grammy-uddelingen beviste hun, at hun trods sin unge alder i den grad har slået igennem. Den 18-årige sanger vandt nemlig både prisen for 'årets bedste album', 'årets bedste sang', 'årets bedste popalbum', 'årets bedste nye artist' og 'årets bedste indspilning'.

Hvis Pelle Peter Jencel skal sammenligne Billie Eilish med en anden kunstner, vælger han Lady Gaga, fordi de begge tør snakke om det uperfekte og skrøbelige. Pelle Peter Jencel er overbevist om, at Billie Eilish vil være på toppen i mange år endnu:

»Om vi har hende om 20 år, er svært at sige, men jeg er sikker på, at hun er her om 10 år. Hun har skabt et specielt og unikt dystert univers, der vil leve videre.«