Den 16. august er det 40 år siden, Elvis Aaron Presley døde. Hans fødeby Memphis, der huser Graceland, forventer den største Elvis sørgemarch siden hans død med op imod 100.000 deltagere. Blandt andet en lille flok danskere.

Den 16. august er det 40 år siden, 21-årige Ginger Alden fandt sin kæreste Elvis Presley liggende på badeværelsesgulvet i Graceland i udkanten af Memphis. Siden har hans død været omgivet af et hav af myter. Dagen har sit eget navn, 816. Den præcise dødsårsag er aldrig fundet, men den 160 kilo tunge mand døde formentlig af et hjerteanfald.

På tidspunktet var Elvis en falmende stjerne, hans helbred skrantede, hans pillemisbrug var absurd stort, udviklingen i rockbranchen var for længst løbet fra manden i det hvide catsuit.

I dag er Elvis fanskare større end nogensinde. Derfor forventes den såkaldte ’Elvis Week’, der afholdes hvert år omkring hans dødsdag, at blive den største Elvis-fejring nogensinde, skriver memphis-sitet wmcactionnews5.com.

Op imod 100.000 gæster ventes at besøge Memphis, for primært at deltage i ’The Canddlelight Vigil’, der kulminerer om aftenen den 15. august – en sørgemarch med stearinlys, der i løbet af et par døgn defilerer forbi Presleys grav på grunden, der huser Graceland på Elvis Presley Boulevard.

I løbet af ugen vil der være et hav af aktiviteter med medvirken af personer, der kendte eller arbejdede/spillede sammen med Elvis, mens han levede. Herunder musikerne, der stadig rejser rundt med det såkaldte TCB band.

Manden bag det danske Elvis-museum Memphis Mansion, Henrik Knudsen, der har besøgt Graceland mere end 100 gange, forventer, at dette års Elvis Week bliver en form for sidste nat med kliken.

»Om ti år, når det er 50 år siden, Elvis døde, vil der kun være en lille håndfuld af dem, der kendte ham, tilbage. De yngste af dem, der nåede at være tæt på Elvis, er i slutningen af 60erne, begyndelsen af 70erne i dag. Det, der sker i Elvis-ugen i år, kommer definitivt ikke til at ske igen,« siger Knudsen, der selv er i Memphis i nogle dage som leder af et rejseselskab.

»Det bliver helt vildt. Der bliver pakket, især omkring Graceland, hvor der er et hav af aktiviteter. Det legendariske Sun Studio har måtte lave en særlig strategi for at kunne rumme de mange mennesker, der forventes at dukke op. Jeg håber på mærke magien, den udefinerbare fornemmelse, en følelse af, at man er til stede på en speciel mærkedag, hvor der skete noget afgørende, der også har betydning for ens eget liv. Nogle mennesker kalder det en spirituel følelse. Det er en by, der summer af Elvis. Overalt er der Elvis. Om det så er på tankstationerne.«

Shirley Connell er en af dem, der bedst kan beskrive den følelse, Henrik Knudsen refererer til. Hun var en af de såkaldte ’lågepiger’ i 70erne. Helt unge kvinder, der tilbragte det meste af deres liv ved lågen foran Graceland med et lille håb om et glimt af Kongen. Og måske være lidt sammen med ham – også gerne for livet.

Connell, der voksede op som nabo til Elvis’ hjem, har senere viet sit liv til The King of Rock’n’roll. I dag arbejder hun i en lille Elvis-souvenirbutik tæt på Graceland. Hun er en af de mange, der kommer til at spadsere forbi Elvis’ grav om aftenen den 15. august.

»Om jeg kan huske den dag, Elvis døde. Ha-ha. Hvad tror du selv? Jeg hørte allerede om det om natten, da rygterne begyndte at gå. Nogen må have ringet til mit hjem,« fortalte hun til BT, da vi mødte hende i oktober.

»En ambulance var set forlade Graceland, andre havde allerede talt med nogle medlemmer af The Memphis Mafia. (Elvis’ ansatte og rygklappere, hvoraf nogle boede på Graceland. Red.) Vi vidste bare, at Elvis var faldet om. Men et eller andet sted vidste vi jo nok, at det var slut. At han ikke havde det ret godt. Den følelse af tomhed har jeg aldrig glemt,« siger Shirley Connell.

 

Kendte om Elvis død:

 

»To ting skete under indspilningerne af 'Darkness on the Edge of Town': punkeksplpsionen og Elvis' død. Det var en begyndelse og en slutning. Og et fascinerende øjeblik. Alting ændrede sig i det øjeblik.

Bruce Springsteen

»Da jeg hørte, at Elvis var død, gik jeg ned og købte to flasker sprut. Og spillede hans plader resten af dagen.«

Keith Richards

»Den nat Elvis døde, døde en del af mig, som jeg aldrig fik vakt til live igen«.

Tom Jones

Elvis Presley

 

Elvis Aaron Presley blev født 8. januar 1935 i Tupelo, Mississippi, USA. Han døde 16. august 1977 i Memphis, Tennessee.

Elvis Presley er også kendt som The King of Rock 'n' roll eller slet og ret The King.

Elvis Presleys betydning for rockmusikken er indiskutabel. Hans stemme, hans sceneoptræden, hans udseende og hans karisma var i årevis trendsættende for udviklingen i hele denne del af musikindustrien, en dominans, som først blev brudt, da The Beatles i første halvdel af 1960'erne fik deres helt store gennembrud.

Elvis forsøgte sig også indenfor filmens verden med et økonomisk godt resultat, mens det rent kunstnerisk er væsentligt mere diskutabelt, hvor stor værdien af hans film var. Der, hvor filmene har haft den største kunstneriske værdi, er med hensyn til musikdelen, idet en god del af de klassiske Elvis-sange, som kendes den dag i dag, netop stammer fra hans mange film. Sange som 'Can't Help Falling in Love', 'Return To Sender', 'Jailhouse Rock', 'Love Me Tender' og mange, mange flere stammer alle fra Elvis-film.

Han købte Graceland i 1957 og boede der blandt andet sammen med sine forældre og Priscilla Presley, som han var gift med i fire år. I årene efter skilsmissen boede hans datter Lisa Marie hos ham hver anden uge. Han havde en del korte og længere forhold frem til sin død.