Det kan godt være, det kun er ganske få musikere herhjemme, som slår igennem i det store udland. Men lige nu ser det ud til at gå rigtig godt for tre specifikke, i hvert fald hvis man skal tro Spotify og New York Times.

Hvad har MØ, Lukas Graham og SAVEUS tilfældes ud over, de er danske musikere?

Lige for tiden er svaret stor succes på internationale top ti-hitlister.

Ifølge den amerikanske avis New York Times ligger Lukas Graham nemlig for tiden på toppen af den liste, der viser de mest virale numre i hele USA. Det er numre, som er blevet delt meget på Facebook, Twitter, Tumblr og Spotify, samtidig med, at de er blevet lyttet meget til.

På toppen af den amerikanske liste over ’Most Viral Tracks’ fra Spotify, ligger Lukas Graham nemlig på en imponerende førsteplads med nummeret ’7 Years’.

Men ikke nok med det, så skal man ikke længere ned ad listen end til fjerdepladsen for at finde næste dansker i form af MØ, der er at finde på den fornemme placering med nummeret ’Kamikaze’.

Flere imponerende danske placeringer
Listen over 'Most Viral Tracks' bliver til på den måde, at man tager antallet af personer, der har delt et nummer på de sociale medier og dividerer det med antallet af personer, der har lyttet til det givne nummer. Og vupti, så har man altså danske hits lige i øjeblikket.

De flotte placeringer til Lukas Graham og MØ er altså en kombination af, hvor mange amerikanere der har delt musikernes nummer divideret med, hvor mange der så har lyttet til det.

Men det er ikke kun i USA, der er dansk succes. Også i England er der en topplacering at hente til Lukas Graham, der er at finde på fjerdepladsen med ’7 Years’, som ser ud til at være et gedigent viralt hit for den danske gruppe.

Globale danske hits
Kigger vi på den globale udgave af de mest virale hits, så dukker et tredje dansk navn op på en topplacering. Her er der tale om SAVEUS, i form af danske Martin Hedegaard, som mange kender som X Factor Martin, som har fundet vej til en flot placering som nummer tre med nummeret ’Levitate Me’.

MØ er også at finde på den globale liste – igen med nummeret ’Kamikaze’ – her er hun på ottendepladsen.

I modsætning til den britiske og amerikanske virale liste, så kan den globale liste være påvirket af danske delinger og aflytninger.

Men ikke desto mindre er det tre flotte nyheder for de danske musikere i det store udland.