Et helt nyt initiativ ser dagens lys på lørdag den 27. maj, hvor endagsfestivalen Engage løber af stablen på Refshaleøen i København. En festival, hvor der er plads til både Sort Sol, Magtens Korridorer, Dúné, Falullah, Mads Langer og KrebsFalch, men også en festival, som ønsker at anerkende og hylde de danske veteraner.

Oplysning, anerkendelse og fællesskab er nøgleordene for Engage Festival samt muligheden for senere at lave initiativer, hvor ikke-veteraner kan blive involveret i tilværelsen som veteran igennem forskellige arrangementer. Mange ved formentlig ikke, hvad en veteran egentlig er – og hvad veteraner har været igennem.

Veteranerne dækker alt fra soldater til sygeplejersker, som alle har været udsendt til nogle af verdens brændpunkter. Festivalen er arrangeret af den nystartede fond Veteranfonden, som er stiftet af en række veteraner, men Jeppe Michael Jensen er initiativtageren til Engage Festival.

»Vi syntes, at der manglede et initiativ, hvor man gør noget for veteranerne, men det er bestemt også et mål at skabe noget mere positivitet omkring det at være veteran og vise, at vi faktisk har et stærkt sammenhold og fællesskab,« siger Jeppe Michael Jensen.

Jeppe Michael Jensen er selv veteran fra Balkan-krigen, hvor han var behjælpelig med transport af nødhjælp til krigen, men i 1993 blev han såret under et angreb. Jeppe er nu kommet ud på den anden side, men han vil gerne være med til at sikre, at andre veteraner også får den hjælp og støtte, som de har brug for efter en udsendelse. Netop det fællesskab, som opstår i forbindelse med en udsendelse har været vigtigt at fremme med Engage Festival.

»Når du har været på mission, så har man et fællesskab, som mange mangler, når de kommer hjem. Og tanken med Engage er at have et godt fællesskab på selve dagen, men også før, under og efter. Det giver også veteraner og ikke-veteraner mulighed for at mødes, da parader godt kan virke lidt ekskluderende på ikke-veteraner. En koncert er en super platform; det er noget, som alle kender og kan samles om. Vi vil prøve at åbne veteranlivet for alle,« siger Jeppe Michael Jensen.

Folkekære kunstnere

Foruden musikken vil der også være en Camp Engage på lørdag, hvor der vi være mulighed for at høre mere om livet som veteran, men hvor man også kan trække sig lidt tilbage fra musikken – for musik er der nok af. Musikken til festivalen spænder bredt, men fælles for dem er, at de alle er folkekære musikere, som de fleste danskere kender til, og som udstråler en mangfoldighed. Dette har også været omdrejningspunktet for Jeppe Michael Jensen, da der skulle bookes kunstnere til festivalen.

»Først og fremmest skal det være en fed festival. Der skal være nogle fede oplevelser oppe på scenen med nogle artister, som gør det godt live. Det har været vigtigt for os, at det var nogle kunstnere, som gav en rigtig god fest – sådan en rigtig folkefest. Vi vil gerne have nogle, som virkelig giver den gas på en scene, men som også er populære. Noget, som vi alle har lyttet til og kan samles om. Engage betyder jo at engagere og involvere sig, og det vil vi rigtig gerne. Derfor prøver vi at være meget inkluderende frem for ekskluderende med musikken. Vi prøver at ramme bredt med vores program i stedet for at ramme et smalt publikum,« siger Jeppe Michael Jensen.

Programmet rummer alligevel noget for de fleste aldre og præferencer, og med Barbara Moleko og Per Vers som værter er der lagt op til en festlig dag, som gerne skulle vende tibage i 2018 – måske med nogle justeringer:

»Vi danner os jo en masse erfaringer nu i forhold til, hvad det koster og hvad fordelene er ved at lave en endagsfestival frem for en flerdagsfestival, men heldigvis er der rigtig mange, som rækker ud og vil bakke op næste år, så Engage kommer helt sikkert tilbage. Desuden har vi været meget åbne fra starten overfor alle vores kollegaer i branchen. Vi har talt med dem, inden vi startede det her op og tænkt i samarbejder,« siger Jeppe Michael Jensen.

Det forventes på nuværende tidspunkt, at der kommer omkring 5000 gæster til festivalen. Det har naturligvis krævet mange timers frivilligt arbejde, men Jeppe er ikke i tvivl om, at det hele går op i en højere enhed på lørdag:

»Jeg tror rigtigt meget på, at alting nok skal lykkes, hvis man har et formål og et 'WHY?' med det, som man laver. Hvorfor er det, vi gør det her? Vi har et konkret formål med at lave Engage, hvilket gør det meget stærkt. Det gør det helt specielt,« siger Jeppe.

Alle veteraner kommer i øvrigt gratis til festivalen. Tidligere har festivalen meldt ud, at veteraner kommer ind til halv pris, og har man som veteran allerede købt billet, får man prisen refunderet.