Tirsdag gik storløbet Dakar Rally gennem et mareridt.

Her mistede en tilskuer livet i den saudiarabiske ørken under løbets niende etape.

Det skriver L'Équipe.

Manden, som havde italienske aner, blev ramt af en af løbets deltagere.

Han blev assisteret af et lægehold og evakueret i helikopter. Desværre overlevede han ikke turen.

»En tilskuer med italienske aner, som stod bag en klit, kom til skade på en del af rallyets rute,« forklarer løbsarrangøren ASO i en udtalelse ifølge mediet.

»Han blev evakueret i helikopter af lægehjælpen, men han døde desværre under turen til hospitalet.«

Der foregår lige nu en undersøgelse af omstændighederne omkring dødsfaldet.

Dakar Rally er et årligt offroad-løb, der varer flere uger og køres gennem ørkenen, hvor køretøjerne derfor kæmper sig gennem et vildt og råt terræn.

Dette års udgave blev igangsat 31 december og varer til 15 januar.

Tidligere var det benhårde løb kendt under navnet Paris-Dakar, og det er desværre langtfra en undtagelse, at løbet byder på dødsfald.

Siden løbet blev afviklet for første gang i 1979 er mere end 70 mennesker døde – både kørere, mekanikere og altså tilskuere.