Slam!

NASCAR-stjernen Ross Chastain var tydeligt frustreret og utilfreds med sin konkurrent, og så smadrede han sin knytnæve lige i ansigtet på ham.

Men Noah Gragson ville ikke finde sig i det, og prøvede hurtigt at slå tilbage.

De to racerstjerner var rasende på hinanden, og det kunne være endt rigtig grimt, hvis ikke flere officials var skredet ind.

Noah Gragson.
Noah Gragson. Foto: JAMES GILBERT
Vis mere

Det var efter søndagens NASCAR-løb i Kansas, USA, at Chastain, der er en kæmpe stjerne i sporten og fører mesterskabet, var tydeligt utilfreds med sin konkurrent.

Deres uenighed bundede i en situation undervejs i løbet, hvor Noah Gragson mente, at Chastain var skyld i, at han kørte ind i barrieren.

»Hvad fanden er dit fucking problem!?« lød det fra Gragson til Chastain, inden sidstnævnte sendte sin knytnæve afsted.

»Ingen konfronterer ham, så jeg gik hen og tog fat i ham. Jeg er dødtræt af det. Han kører ind i alle,« fortalte Gragson efter løbet ifølge Autosport.

Den 24-årige førsteårskører var ellers på vej mod sit klart bedste resultat, men han endte i stedet som nummer 29, mens Ross Chastain kørte sig til en femteplads og mesterskabsføringen.

»Alle er sygt trætte af ham, men ingen gør noget ved det. Jeg er træt af det,« fortsatte Gragson.

NASCAR har ikke meldt ud, hvorvidt den voldsomme episode for konsekvenser for de to kørere.

Se de to hårdtslående kørere i videoen øverst i artiklen, eller i tweetet herunder fra en anden vinkel.