Han er en af de få, der får lov til at besøge Michael Schumacher.

Og det er noget, den tidligere Ferrari-chef Jean Todt sætter ekstremt stor pris på.

»Det er et privilegium for mig at være tæt på familien – med både Michael, Corinna og Mick,« siger han i et interview med Gazzetta.

Meget lidt er sluppet ud om Michael Schumachers tilstand, siden han i 2013 var ude for en voldsom ulykke, da han stod på ski.

Han styrtede, slog hovedet, lå i koma flere måneder og måtte også gennem flere operationer.

Præcis hvordan han har det, ved meget få mennesker – heriblandt Jean Todt, der stadig får lov til at besøge motorsportslegenden, der i dag er 53 år gammel.

»Deres liv ændrede sig den 29. december 2013. De er nødt til at leve helt anderledes. Det vigtigste er, at der er venner tæt på. Og deres fond 'Keep Fighting'. For der er er ting i livet, der er vigtigere end resultater og vores elskede løb. Livet er ikke kun løb,« siger Jean Todt, der arbejdede sammen med Schumacher hos Ferrari ved fem af tyskerens syv Formel 1-verdensmesterskaber.

I dag bliver den tidligere racerkører passet i sit hjem ved Genèvesøen i Schweiz, hvor familien passer nøje på ham, siden ulykken fandt sted den 29. december 2013.

Michael Schumacher og Jean Todt i 2007.
Michael Schumacher og Jean Todt i 2007. Foto: FRANK AUGSTEIN
Vis mere

Michael Schumacher har ikke vist sig offentligt siden, og familien taler sjældent om ham. De gjorde dog en undtagelse i en dokumentar, der udkom i september 2021.

»Michael er her. Han er anderledes, men han er her, og det giver os styrke. Vi er sammen. Vi bor sammen derhjemme. Vi går til behandlinger. Vi gør alt, hvad vi kan, for at Michael får det bedre og for at sikre, at han har det godt,« fortalte hans hustru, Corinna Schumacher, blandt andet.

I samme dokumentar fortalte sønnen, Mick Schumacher, at han ikke kan det samme med sin far, som alle andre kan.

»Set fra mit perspektiv er det lidt unfair. Min far og jeg ville kunne forstå hinanden på en helt anden måde nu. Vi snakker samme sprog – motorsportens. Vi ville have så meget mere at snakke om. Det er det, jeg tænker mest på. Det ville være så fedt at kunne det. Jeg ville gøre alt for, at vi kunne det,« sagde han.