Christian Lundgaard havde en dramatisk lørdag aften, da han efter et par sammenstød og en tidsstraf endte på andenpladsen i anden afdeling af årets Formel 2-mesterskab.

Hans klassekammerat i Formel 1-teams Alpines juniorprogram Oscar Piastri havde med en aggressive overhaling irriteret Lundgaard i dagens første løb. I det andet løb kom de to akademikørere igen i clinch, og selvom dommerne så på episoden, slap danskeren for straf.

Få omgange senere så dommerne ikke helt så mildt på Lundgaards kørsel. Et sammenstød med Lirim Zendeli udløse en straf til danskeren på 10 sekunder.

Da der kort efter kom safetycar på banen, valgte Lundgaard at køre i pit og skifte dæk og udstod samtidig de 10 sekunders straf.

Tilbage på banen kæmpede Lundgaard sig op gennem feltet, og de sidste omgange var han involveret i en vild fight med Piastri og Alpine-akademiets tredje Formel 2-kører, Guanyu Zhou. Lundgaard kom i mål som nummer to efter Piastri, men dommerne havde ikke registreret, at han udstod sin straf i forbindelse med dækskiftet.

Lundgaard blev derfor i første omgang klassificeret som nummer ni, og kom hverken med på sejrskamlen eller den efterfølgende pressekonference.

Først sent lørdag aften blev fejlen rettet, og Lundgaard kom tilbage på andenpladsen, der sikrer ham en foreløbig tredjeplads i den samlede stilling.

»Jeg skylder Zendeli en undskyldning,« sagde Lundgaard efter løbet.

»Jeg fik min andenplads tilbage, og der er mange følelser, der skal bearbejdes i aften. Og så er der ellers fuld fokus på hovedløbet søndag.«

I weekendens hovedløb, der køres søndag middag, starter Zhou og Lundgaard i første række.