Det var en trist nyhed, der i går ramte motorsportsverdenen. Motorcykelkøreren Daniel Hegarty styrtede under et grand prix og døde efterfølgende af sine skader.

Efterfølgende er der på både Twitter, Facebook og Youtube blevet delt videoer af det sekund, hvor den 31-årige britiske motorcykelkører kører galt. Her ser man, hvordan Daniel Hegartys motorcykel skrider ud, og hvordan efterfølgende bliver kastet af cyklen.

Og selvom hvem som helst med adgang til dækningen af løbet og med internetadgang har kunnet dele det skæbnesvangre øjeblik, er der specielt én persons gerning, der bliver kritiseret på Twitter.

For en af de Youtube-videoer, der viser uheldet, er nemlig lagt op af en af løbets officials – mener Twitterbrugeren med navnet Enigmatic Engineer at vide.

»Jeg har nægtet at se nogen af dem (videoerne, red.). Men jeg har fået at vide, at en løbsofficial fra Macaus Grand Prix (hvor ulykken skete, red.) har uploadet video af Hegartys ulykke til Youtube?! Seriøst?? Hvad fanden er der galt med mennesker?,« skriver han og fortsætter.

»Kan du forestille dig en official gøre sådan noget? Hvorfor? Hvordan kan du være vidne til sådan noget, for at dele det i jagten på likes og lignende? Modbydeligt hjerteløst,« skriver han.

Brugeren bliver støttet af flere andre brugere, der ligeledes synes, det er usmageligt, at en official deler video af en sådan karakter. Flere kalder det for »sygt«, »idiotisk« og »skamfuldt«.

Også brugeren Torimccook langer ud efter de personer, der har delt videoer fra ulykken.

»Det, at folk har uploadet ulykken fra Macau i dag, er vammelt, og de skulle skamme sig over sig selv. Det er ikke ægte motorsportsfans!« skriver hun.