Lyt til artiklen

I flere år var han først konkurrent og siden holdkammerat til danske John Nielsen.

Nu er den franske tidligere racerstjerne Michel Ferté død efter kort tids sygdom.

Det skriver Autosport og flere internationale medier.

Han blev 64 år.

I slutningen af 1980erne og starten af 1990erne var Ferté og John Nielsen holdkammerater hos mægtige Jaguar.

Mens danskeren vandt det ikoniske 24-timersløb Le Mans i 1990, kørte franskmanden året efter en andenplads hjem i søsterbilen.

Det var karrierens højdepunkt for Ferté, der trods gode sæsoner i flere juniormesterskaber måtte opgive drømmen om Formel 1.

Det tætteste, han kom på motorsportens kongeklasse, var en række testkørsler for det franske hold Ligier.

Fertés død kommer kun få uger efter, at hans landsmand og tidligere konkurrent Philippe Streiff gik bort.

Motorsportsverdenen blev for få dage siden ramt af en tragedie, da stjernen Ken Block omkom i en snescooterulykke.