Mens farmand var en legende i Formel 1, lykkedes det ikke for Mick Schumacher at slå igennem i motorsportens kongeklasse.

Men det kunne være gået helt anderledes, hvis bare han havde fået den rette vejledning.

Det mener den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone.

Til det tyske medie Sport.de siger 93-årige Ecclestone, at Mick Schumacher skal glemme sit efternavn.

Mick Schumacher med sin danske kæreste Laila Hasanovic til Formel 1 i Abu Dhabi.
Mick Schumacher med sin danske kæreste Laila Hasanovic til Formel 1 i Abu Dhabi. Foto: Hoch Zwei/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han skal kæmpe. Han er nødt til at hænge i og vise, at han stadig er i stand til at levere gode præstationer. Så vil folk finde ham, og han behøver ikke finde de folk, der giver ham muligheden for at køre løb,« mener Ecclestone, der var Formel 1s mest magtfulde mand fra 1970'erne til 2017.

»I bedste fald vil nogen se ham og sige: 'Vi har brug for ham'. Ikke omvendt, at han skal lede efter nogen, der vil tage ham på grund af navnet. Han skal glemme sit navn og udvikle sig yderligere som person,« lyder rådet fra Ecclestone.

Han slår fast, at Schumacher-navnet har været et problem for Mick Schumacher.

Ecclestone mener samtidig, at den unge tysker var 'i de forkerte hænder', da han debuterede i Formel 1 for Haas i 2021.

Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone mener, at Mick Schumachers karriere kunne have set helt anderledes ud.
Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone mener, at Mick Schumachers karriere kunne have set helt anderledes ud. Foto: Belinda Jiao/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dermed sender han også en stikpille til Kevin Magnussens boss, Haas-chef Günther Steiner.

»Hos Red Bull for eksempel ville han være blevet bedre forstået. De ville have hjulpet ham og ført ham til toppen,« vurderer Ecclestone og understreger, at han håber at se Mick Schumacher tilbage i Formel 1 på et tidspunkt.

Ecclestone har tidligere udtalt, hvordan Schumachers karriere ville være helt anderledes, hvis hans far havde været der til at rådgive.

Siden fyresedlen hos Haas har Mick Schumacher været reservekører for storholdet Mercedes.

Næste år kombinerer han den rolle med en plads hos Alpine i VM-serien for sportsvogne, hvor han bliver konkurrent med flere danskere – heriblandt Oliver Rasmussen og hans nye legendariske holdkammerat.

Den danske stjerne Marco Sørensen jagter en plads i samme klasse i 2025 efter en ny drømmekontrakt. Det kan du læse mere om LIGE HER.