For anden gang på bare få uger er den amerikanske motorsportsverden i dyb sorg.

Kort før jul omkom den tidligere Nascar-stjerne Greg Biffle og hans familie i en tragisk flyulykke, og søndag mistede en af sportens største stjerner så sin far i en fatal brand.

Det skriver ABC og ESPN blandt flere andre medier.

Den 60-dobbelte løbsvinder i USAs største motorsportsserie, Denny Hamlin, mistede sin far, Dennis, da en voldsom brand brød ud i forældrenes hjem i delstaten North Carolina.

Dennis Hamlin, der sidste år delte et rørende ønske i Netflix-serien 'Full Speed', blev 75 år.

Også Hamlins 69-årige mor, Mary Lou, er blevet såret.

Det lokale brandvæsen har delt flere billeder fra branden på Facebook.
Det lokale brandvæsen har delt flere billeder fra branden på Facebook. Foto: Lucia-Riverbend Fire Department

Billeder fra stedet viser, hvordan hjemmet er opslugt af massive flammer, og huset, der var ejet af Nascar-køreren, er siden brændt ned til grunden.

Forældrene blev begge fundet uden for hjemmet, inden de blev fragtet til hospitalet med alvorlige forbrændinger. Her stod Dennis Hamlins liv desværre ikke til at redde.

Den nu afdøde amerikaner optrådte sidste år i Netflix-dokumentaren 'Full Speed', hvor han sætter ord på sin drøm om, at sønnike skal vinde mesterskabet i Nascar.

For Denny Hamlin, der ved siden af sin aktive karriere også ejer holdet 23XI Racing sammen Michael Jordan, fik i 2024 foræret en cigar af NBA-legenden, som siden har været udstillet i en glasmontre.

»Jeg skal bare slå den i stykker og ryge den cigar. Det er det, jeg vil gøre. Jeg ville give alt, hvad jeg har, hver eneste bil i garagen, huset, hvad som helst, hvis jeg kunne få det til at ske,« har Hamlins nu afdøde far sagt med henvisning til, at cigaren skulle ryges, hvis sønnike blev mester.

Det var Denny Hamlin sekunder fra at blive i år, men på de sidste omgange af sæsonens sidste løb måtte han se konkurrenten Kyle Larson løbe med den store triumf.

Med sine 60 sejre er Hamlin den mest vindende kører i Nascar-historien, der aldrig har vundet mesterskabet.

Den 45-årige racerkører fortalte selv før sæsonfinalen i november, at det nok var sidste chance for, at hans syge far kunne se ham vinde titlen.

Denny Hamlin og hans forlovede Jordan Fish i forbindelse med Nascars gallashow efter årets sæson.
Denny Hamlin og hans forlovede Jordan Fish i forbindelse med Nascars gallashow efter årets sæson. Foto: Chris Graythen/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg ved med sikkerhed, at dette er min sidste chance for, at min far kan se det. Jeg vil ikke have, at han tager afsted og aldrig får mulighed for at opleve øjeblikket,« lød det.

Hamlin har tidligere fortalt, hvordan hans far næsten gik bankerot i forsøget på at få ham i Nascar.

Det er fortsat uvist, hvad der forårsagede dødsbranden i forældrenes hjem.

Denny Hamlin har endnu ikke selv kommenteret sin fars død.