Meget få ved, hvordan Michael Schumacher reelt har det.

Faktisk er det kun de allernærmeste, der kender til Formel 1-legendens præcise tilstand. Noget, der har medført kritik fra flere, men Formel 1-køreren Nico Hülkenberg kalder på respekt.

»Først og fremmest er jeg ikke i en position, hvor jeg kan sige noget om det (hans tilstand, red.), for jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg er slet ikke berettiget til at sige eller give udtryk for noget,« siger han til RTL.

»Respektér det, hvis det er sådan, familien ønsker det. For så er det sådan, det er,« siger han i kølvandet på Eddie Jordans udtalelser om Michael Schumacher.

Foto: PATRICK HERTZOG
Vis mere

Til december er det ti år siden, den tidligere racerkører kom galt af sted på en skiferie. Han styrtede, slog hovedet på en sten, røg i koma og måtte igennem flere operationer.

Siden den dag har han ikke vist sig offentligt, men en sjælden gang imellem kommer der små hints fra familie og venner.

Senest var det Formel 1-legenden Eddie Jordan, der i 1991 tog Schumacher ind på sit team, som satte en smule ord på, hvordan det går.

»Han er der, men han er der ikke,« lød det blandt andet fra Jordan i en snak med bettingfirmaet OLBG, ligesom han understregede, at han stadig har en stor kærlighed til Schumacher, der altid vil være der.

Nico Hülkenberg mener, man skal respektere Schumacher-familiens ønske.
Nico Hülkenberg mener, man skal respektere Schumacher-familiens ønske. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Også Nico Hülkenberg er berørt af det, der er sket med Michael Schumacher, der i sin karriere nåede at vinde syv verdensmesterskaber og 91 løb.

»Det er ti år, hvor vi faktisk ikke har set eller hørt noget fra ham. Du ved, han stadig er der, men det er selvfølgelig en trist historie, at manden havde denne profession hele livet, hvor han legede med ilden hele tiden, og alt gik godt på nær få små skrammer. At sådan en ulykke skete på ski, er meget trist og svært at forstå,« siger Nico Hülkenberg.