16 år efter Michael Schumacher dominerede i Formel 1, er hans søn nu tæt på at tage springet op til motorsportens fineste klasse.

Søndag fik Mick Schumacher æren at køre en tur i sin fars F1-racer fra 2004 forud for Formel 1-grandprixet på Mugello-banen. Han tog et par omgange i den klassiske Ferrari som opvarmning til selve løbet, på hvad der normalt er Ferraris træningsbane.

»Det har altid været en drøm for mig at køre denne bil. Og at køre den på Mugello uden regn, det er en kæmpe ære. Jeg takker Ferrari for denne mulighed,« sagde Schumacher som optakt til Formel 1-løbet, skriver norske VG.

Modellen er en af de mest dominerende biler, der nogensinde har været med i sporten. I 2004 vandt Ferrari hele 15 ud af 18 løb i sæsonen, og Michael Schumacher tog 13 af dem.

I dag er sønnen et af de varmeste talenter. Han kører i klassen under og fører med otte point ned til briten Ilott Callum. Dermed bejler han kraftigt til et Formel 1-sæde.

Mattia Binotto, chefen for Ferrari, har også luftet tanker om at hive den unge tysker op i den fineste klasse:

»Jeg mener, Mick har gode chancer for at køre i Formel 1 fra næste sæson.«

Michael Schumacher var ude for en alvorlig ulykke i 2013, da han under en skirejse styrtede ind i en klippe. På trods af at han havde hjelm på, pådrog han sig angiveligt svære skader i hovedet.

Hans nuværende tilstand er ukendt, men han har været på familiens gård i Schweiz siden 2014.