Erik Gundersen rejste sig op fra kørestolen, da Greg Hancock lørdag vandt VM-guld i speedway for fjerde gang.

Få minutter efter Greg Hancock sikrede sig verdensmesterskabet i speedway, benyttede amerikaneren sit første interview efter guldet til at sende en hilsen til den tidligere danske verdensmester Erik Gundersen.

»Erik Gundersen, vi lavede en aftale for et par uger siden. Jeg vil se dig gå,« sagde Hancock.

Den hilsen fik tårerne til at trille ned ad kinden i Tjæreborg hos Erik Gundersen, der har haft et nært forhold til den nykårede verdensmester i 28 år.

»Det er så fedt, fedt, fedt. Der kørte lige nogle tårer ned ad kinderne for lidt siden,« siger Erik Gundersen om Hancocks hilsen og forklarer om deres aftale:

»For fire måneder siden brækkede jeg mit lårben i mit gode ben. Jeg blev udskrevet i går, og jeg har lavet en aftale med Greg om, at når nu han vandt VM, så kommer jeg op og gå igen.«

»Jeg sidder i kørestol i øjeblikket, og det er en hård kamp at komme op og gå igen.«

»Jeg rejste mig op fra kørestolen, da han vandt, og vi har lige skålet i champagne her en lørdag formiddag, så vi er helt oppe at køre herhjemme i stuen,« siger Erik Gundersen.

Han har haft den nykårede verdensmester boende, dengang Hancock var teenager.

»Tilbage i 1988 flyttede Greg Hancock til England fra USA, og han kom til at bo hos min kone Helle og mig i halvandet år derovre.«

»Så kom jeg galt af sted med mit uheld i '89, hvor jeg brækkede nakken, og der blev vi derovre og hjalp Greg, indtil vi flyttede til Danmark i 1991. Så vi har haft en tæt relation med ham i mange år.«

»Vi har stadigvæk god kontakt, og min kone Helle og min datter Nanna har boet ved Greg i hans hus i Californien, og vi har daglig kontakt med Gregs mor i USA,« siger Erik Gundersen.

VM-titlen kom i hus allerede i det første heat i lørdagens grandprix. Blandt andet fordi Jason Doyle, der lå nummer to inden grandprixet, ikke deltog grundet en skade.

»Gregs verdensmesterskab er fortjent nok set over hele sæsonen, men det er klart, at det er synd for dem begge to, at vi ikke får den her finale.«

»Så på den måde er det en kedelig baggrund, men sporten er, som den er, ubarmhjertig,« siger Erik Gundersen.

/ritzau/