'At gå i fodsporene på en af de mest succesfulde i Formel 1's historie er en hård udfordring. Alligevel er det, præcis hvad Mick Schumacher gør.'

Sådan lyder det om Michael Schumachers 20-årige søn.

Han er nomineret til prisen Laureus Sporting Moment 2000 - 2020.

Det sker, efter Michael Schumachers 20-årige søn sidste år deltog i et løb på Hockenheim for at ære sin far, da det var 15-årsjubilæum for Michael Schumachers store succes i 2004.

Mick Schumacher.
Mick Schumacher. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Og ikke nok med at Mick Schumacher var med til løbet, så deltog han også i sin fars vindende bil på dagen. Et øjeblik, der var meget rørende, og som blot satte en streg under den store hyldest.

'Mick kørte i sin fars fodspor og satte sig bag rattet i Michael Schumachers vinderbil i et gribende og rørende øjeblik. Micks reaktion på oplevelsen understreger bare det historiske sportsøjeblik,' lyder det i begrundelsen for nomineringen hos Laureus.

Michael Schumacher har ikke vist sig offentligt, siden han 29. december 2013 var ude for en voldsom skiulykke i de franske alper. Her slog han hovedet mod en sten, og han lå i koma flere måneder efter.

Siden har der været tavst omkring hans tilstand, men det er dog kommet frem, at han er ved bevidsthed.

Man ved kun, at han får behandling i familiens ejendom i Schweiz, hvor kun få får lov at komme inden for dørene af hustruen Corinna Schumacher.

»Han er i de bedste hænder lige nu, og vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe ham. Man skal forstå, at vi blot følger Michaels ønsker om at holde noget så følsomt som hans sundhedstilstand hemmelig - som vi altid har gjort,« sagde Corinna Schumacher i et interview med Mercedes' magasin i november sidste år.

Udmeldingen kom et par måneder efter, at det blev oplyst, at den i dag 51-årige Michael Schumacher havde været indlagt på Georges Pompidou European-hospitalet i Paris. Her modtog han såkaldt stamcelleterapi.

Schumacher har i forvejen gennemgået flere hjerneoperationer for at komme sig over det voldsomme skistyrt.