Kevin Magnussen gjorde et sjældent set comeback til Formel 1, da det franske Renault-team viste ham frem som en af deres to kørere på et velbesøgt pressemøde i Paris onsdag d. 3. februar. Nu står Renault-bossen Frédéric Vasseur frem og fortæller, hvorfor den franske bilgigant valgte danskeren.

»Kevin har et godt mix af erfaring og ungdom. Han havde en god sæson hos McLaren for to år siden og har derudover vist sine evner i flere juniorkategorier som blandt andet Formula Renault 3,5,« siger Frédéric Vasseur til Renaults hjemmeside.

Dermed er den 23-årige danskers debutsæson i Formel 1, hvor han blandt andet kom på podiet i sit første løb – McLaren er ikke kommet på podiet siden – ikke gået ubemærket hen. Frédéric Vasseur fortsætter med at fortælle, at Kevins fravær fra kongelklassen har givet ham blod på tanden.

»Kevin har talentet til at vinde både løb og mesterskaber. Det faktum, at han ikke kørte Formel 1 sidste sæson, vil motivere ham, og han vil være utålmodig efter at komme tilbage,« siger Frédéric Vasseur og uddyber, at den motivation er vigtig for dem, da de ikke går nogen nem sæson i møde.

»Det er vigtigt for os, for vi ved alle sammen, at 2016 ikke bliver en let sæson. Vi kender vores udgangspunkt, og vi ved, at vi har brug for motiverede personer som Kevin, der kan byde ind med vedvarende hårdt arbejde«.

Motorsportseksperter som John Nielsen og Jens Winther vurderer, at Renault i deres debutsæson kommer til at ligge i midten - men overvejende i den bedste halvdel. Selv har Renault meldt ud, at man går efter en podieplads inden for tre år, hvilket de selv samme eksperter vurderer som realistisk.

I mandags blev Frédéric Vasseur citeret for at sige, at Kevin Magnussen var Renaults andetvalg, da han deltog i et interview med den belgiske avis La Dernière Heure.

Her kom det frem, at Vasseur i første omgang gik efter at få tilknyttet belgieren Stoffel Vandoorne, der har overtaget Kevin Magnussens rolle som reservekører hos McLaren.

»Vi blev nødt til at slå den idé ud af hovedet igen. Han (Vandoorne, red.) har kontrakt med McLaren, og de ville ikke lade ham gå. Vi havde brug for én, der var ledig, og derfor endte vi med Kevin (Magnussen),« sagde Vasseur.