Lewis Hamilton måtte for en sjælden gangs skyld se sig slået af sin teamkollega Valtteri Bottas, da der i weekenden blev kørt grandprix i Rusland.

Hamilton fik to straffe á fem sekunder, fordi han prøvestartede fra udkørslen af pitlane, hvilket ikke er tilladt ifølge F1-reglementet.

Hamilton var svært utilfreds med beslutningen, der anklagede løbets jury for bevidst at forsøge at spolere løbet for ham:

»Jeg er ret sikker på, at ingen har fået to straffe på fem sekunder for noget så latterligt før. Jeg forventede det fra stewards. De prøver at stoppe mig, gør de ikke?« sagde en tydeligt frustreret Hamilton efter løbet til Motorsport.com.

Men den anklage finder Mika Salo sig ikke i:

»Hamilton er fuld af lort. Det er slet ikke rigtigt, det han siger. Reglerne er de samme for alle,« har finnen sagt til Ilta-Sanomat.

Mika Salo var en del af løbets jury og var derfor en af dem, som var med til at uddele straffen. Han er selv tidligere Formel 1-kører og var aktiv fra 1994 til 2002.

»Det er ret tydeligt. Hamilton startede fra siden af banen og to gange yderligere. Han startede ved den hvide linje, tæt på udgangen af pitlane,« tilføjede Salo.

Løbsdirektøren i FIA har også været ude og afvise Hamiltons anklager om konspirationer rettet mod briten.

Men Hamilton var altså uforstående. Han tilføjede efter løbet, at han måske skulle hjem og se reglementet igennem. Straffen var alt for hård, mener han.

Hamilton afsonede sine tidsstraffe under et pitstop og mistede derfor kontakten med Bottas i løbet.

Han sluttede på trods af sine straffe på podiet. Bottas vandt løbet, mens Verstappen tog andenpladsen.

Hamilton kan trøste sig med, at han fortsat har en solid føring i den samlede stilling. Han fører med 44 point ned til Bottas, mens Mercedes har lagt suveræn afstand til de andre hold. I konstruktørmesterskabet har de hele 174 point ned til Red Bull.