Valentyn Belan er et navn, der for altid vil ride den koreanske mangemillioner og racerkører Jacky Yeung som en mare.

På grund af den ukrainske svindler har GT-series-profilen mistet sit hjem, flere biler og et beløb, der svarer til 90 millioner kroner.

Alt sammen, fordi han over en årrække blev overbevist om, at Valentyn Belan var hans ven og forretningsmakker.

Det begyndte ifølge New York Post i 2008, da Jacky Yeung tog turen fra residensen i Hongkong til Ukraine og faldt i kløerne på den dengang småkriminelle Valentyn Belan, som gjorde sig i at finde ukrainske kvinder og gifte dem til udenlandske herrer med betydelige summer på bankkontoen.

Yeung var, tilsyneladende, også taget til Ukraine for at finde sig en kone, men den detalje bliver imidlertid afvist af Yeungs advokat.

Ikke desto startede Yeung og Belan deres eget forhold, og stille og roligt fik Belan suget al rigdom ud af Jacky Yeung ved blandt andet at overbevise ham om at investere sine penge i et rejsebureau, flere bygninger og en sportsbane til ni millioner dollar, over 62 millioner kroner.

Belan 'betalte' tilbage ved en gang om måneden at aflevere 50.000 dollar, cirka 345.000 kroner, til Yeung for lejeindtægter.

Svindleren sendte Yeung billeder af masser af kontanter for at overbevise ham om, at de havde ramt en guldgrube, og Yeung blev også inviteret 'hjem' til en ukrainsk minister af Belan.

'Hjemmet' var dog et hotel, og kvinden kunne ikke tale engelsk, hvilket Yeung undrede sig over, men han hoppede på historien om, at skuespilleren, som det i virkeligheden var, havde studeret russisk litteratur.

Disse møder og penge fik Yeung til at fortsætte med at investere Belans idéer, og det næste blev opkøb af miner med specielle jordarter.

Igen var det hele fiktivt, men det var nok til, at Yeung mistede alt, hvad han havde kæmpet for.

I 10 år blev han taget ved næsen, indtil en kvinde fik nok.

Det hele faldt nemlig sammen for Belan på grund af kæresten Olena Chumachenko, som han havde to små drenge med.

Deres tumultariske kærlighedsforhold ramte et lavpunkt i 2018, da Belan mod Chumachenkos vilje havde taget deres børn med til USA, og derfor anmeldte hun ham for kidnapning af deres fælles eje.

Chumachenko fik til sidst nok af Belan, og hun så ingen anden udvej end at ringe til Yeung og fortælle sandheden.

Yeung vandt retssagen, og i oktober blev Belan så af distriktsdomstolen i New York City idømt ni års fængsel.