Kevin Magnussen blev gift med sin forlovede, Louise, tidligere på måneden.

Nu taler han for første gang ud om brylluppet.

»Det var en rigtig dejlig oplevelse.«

Sådan siger Kevin Magnussen til TV3 SPORT i et interview om brylluppet tidligere på måneden, der blev afholdt på Fyn.

Selvom køreren er vant til sus i maven i sin Haas-bil, så var der lidt andre sus i maven på bryllupsdagen for racerkøreren:

»Jeg tror ikke, at jeg havde regnet med, at det ville være så stort, som det var.«

»Jeg friede for et år siden, og så tænkte jeg nok ikke rigtig over, at der også vil komme et bryllup. Men vi kom dertil, og så kunne jeg godt mærke lidt sommerfugle i maven. Så jeg var lidt nervøs, selvom jeg ikke skulle ud og præstere, men bare sige, ja. Det var en stor dag,« siger en smilende Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen skal nu vænne sig til at køre sin Haas-bil med ring på fingeren, og han håber ikke, at det påvirker ham for meget, når han skal rundt på diverse Formel 1-baner:

»Nu må vi se, det bliver noget nyt at have noget til at sidde på fingeren, men jeg håber ikke, at det bliver et alt for stort problem.«

Ud over brylluppet har Kevin Magnussen brugt sommerpausen sammen med vennerne og sin nykåret hustru:

»Jeg har været lidt til søs med drengene inden brylluppet. Efter brylluppet tog Louise og jeg til Grækenland og sejlede rundt om de græske øer. Så det har været en rigtig god sommerpause« fortæller Kevin Magnussen.

Næste løb for Kevin Magnussen er i weekenden, når Formel 1 besøger Spa i Belgien.