Motorsportsverdenen er i dyb sorg efter ikonet Scott Bloomquists tragiske død.
Den amerikanske racerkører omkom fredag i en forfærdelig ulykke nær sit hjem i Mooresburg, Tennessee i USA.
Den 60-årige legende forulykkede tidligt om morgenen med sit veteranfly af typen Piper J-3, skriver blandt andre CNN og NBC.
Bloomquist var den eneste ombord, da flyet ramte en lade på familiens gård og efterfølgende styrtede til jorden og gik i brand.
Amerikaneren begyndte sin karriere i 1980 og har siden vundet ni mesterskaber og over 600 løb ifølge World of Outlaws.
I 2002 blev han indlemmet i den såkaldte National Dirt Late Model Hall of Fame.
Det var især i dirt racing på de ovale grusbaner, at Scott Bloomquist brillerede. En sport, der er utroligt populær i USA.
Han har dog også prøvet kræfter med biler på asfalt – blandt andet NASCAR.
Den tredobbelte NASCAR-mester Tony Stewart er bare én af mange stjerner, der hylder Bloomquist.
»Scott Bloomquist var enestående, og han er nok den klogeste fyr, jeg nogensinde har været i nærheden af, når det gælder dirt racing,« siger Tony Stewart.
»Det, han kunne gøre bag rattet i en racerbil, blev matchet af den opfindsomhed, han lagde i at bygge sine racerbiler. Han var en kraft på og uden for banen med en personlighed, der var lige så stor som hans liste over bedrifter. Han gjorde dirt racing bedre med en tilstedeværelse, som vi vil savne meget.«
Også Clint Bowyer, der vandt ti løb i NASCARs største serie og i 2012 blev nummer to i mesterskabet, mindes Bloomquist.
»Det er trist at høre, at Scott Bloomquist er gået bort. Historierne er uendelige! Man kan simpelthen ikke få plads til hans liv i bare én film. Der skal en hel serie til,« siger Bowyer.
28-årige Tyler Reddick, der mandag vandt NASCAR-løbet i Michigan og lige nu fører mesterskabet, dedikerede sin sejr til den afdøde legende, som i mange år var hans mentor.
