Speedway-koryfæet Tomasz Gollob kæmper stadig med store mén efter en alvorlig ulykke, der nær havde kostet ham livet.
Den tidligere verdensmester kom til skade, da han styrtede på sin motocrosscykel og siden blev hastet til hospitalet, hvor lægerne nær havde dømt ham til et liv i kørestol. Et halvt år senere er kørestolen stadig en del af Gollobs liv, og selv om han har gjort imponerende fremskridt og ikke mindst overlevet, er hverdagen en hård kamp.
For første gang siden ulykken taler han ud om netop den kamp. Kampen for at komme tilbage til et normalt liv.
Polakken har stadig ikke fuld kontrol over sine ben, og han kæmper dagligt med kraftige spasmer, der medfører stor smerte.
Ifølge øjenvidner beklagede Gollob sig allerede kort efter ulykken over, at han ikke kunne mærke sine ben. Det kan han ikke huske i dag, fortæller han. Det var først, da han vågnede op til en ny virkelighed på hospitalet, at han indså, hvad han havde været igennem.
»Det tog mig nogle dage at forstå omfanget af, hvad der var sket. De første uger var de værste. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle være udsat for en ulykke, hvor konsekvenserne var så alvorlige. Der gik et par uger, inden jeg lærte at leve med smerterne. I den periode skulle jeg lære en masse ting på ny. Det var virkelig den værste periode i hele forløbet,« siger Gollob til Polens største sportsavis Przeglad Sportowy
Gollob er kendt for et stort vinderinstinkt og en pragmatisk tilgang til tilværelsen, så han ser ingen grund til at dvæle ved, hvad der kunne være sket. Han er taknemlig for at være i live, men nu tænker han kun på at blive bedre dag for dag.
Hverdagen foregår på et hospital i byen Bydgoszcz i det nordlige Polen, og indtil videre er der lange udsigter til, at polakken kan komme hjem igen.
»Jeg stresser ikke over, hvornår jeg skal hjem, for spørgsmålet om, hvilken stand jeg kommer hjem i, er langt vigtigere. Hver morgen venter lægerne og jeg selv på godt nyt. Vi venter konstant på forbedring,« siger han.
Polakken understreger, at han ikke har været bange undervejs, og at han ikke er bleg for at prøve eksperimentel behandling, hvis lægerne viser sig ikke at kunne hjælpe ham helt tilbage til et normalt liv.
For en mand, der har vundet hele sit liv, lægger sig ikke ned. I hvert fald ikke frivilligt. Det siger han selv, da han bliver spurgt, om han har gjort sig tanker omkring en mulig situation, hvor han ikke er tilbage til sit gamle jeg.
»Den mulighed eksisterer ikke! Jeg er sikker på, at jeg kommer ud på den anden side. Jeg har accepteret min situation, men jeg har ikke indfundet mig med den. Målet er at gå fra hospitalet ved hjælp af min egen kraft. Jeg er ligeglad, om det er om et par måneder eller om et par år. Det er kun målet, der tæller.«
