Lyt til artiklen

Det gik helt galt for den japanske motorcykelkører Takuya Tsuda søndag eftermiddag.

For på 12. omgang af MotoGP-grand prixet på Motegi-banen i Japan måtte den 38-årige kører nemlig med ét stoppe og skynde sig væk fra sin motorcykel.

Årsagen var, at Suzuki-køretøjet pludselig gik i brand, mens japaneren uvidende sad ovenpå, skriver arrangørerne på deres hjemmeside.

DU KAN SE DEN VOLDSOMME VIDEO ØVERST I ARTIKLEN.

Efter nogle få sekunder gik det dog op for Takuya Tsuda, at intet var, som det skulle være, og så fik han ellers travlt.

Travlt med at køre ind til siden og hoppe af det brændende køretøj. Alt imens flammerne tog til og var tæt på at omringe ham.

Kort efter viste tv-billederne dog, at en uskadt Takuya Tsuda gik væk fra flammerne, mens flere brandmænd hastede til for at slukke branden.

Den japanske reservekører havde ellers fået chancen i den bedste prestigefyldte motorsportklasse denne weekend, da Suzuki-holdets normale førstekører, Joan Mir, ikke kunne stille til start på grund af en skade.

Den chance endte dog brat for en tydelig vred og frustreretTsuda. De samme frustrerede miner viste sig også hos resten af det japanske storhold.

Suzuki har nemlig allerede meddelt, at det er holdets sidste sæson som en del af MotoGP.

Der resterer fire grandprixer i dette års MotoGP-klasse.