Motocross-stjernen Marty Smith er død.

Han overlevede ikke følgerne af en ulykke i Californien, efter han sammen med sin kone pg et vennepar forulykkede ved en klit med en buggy, der er velegnet til ørkenkørsel. Også konen er afgået ved døden.

Det har parrets tætte ven Lee Ramage oplyst til CNN.com.

Lee Ramage og hans kone Tammi sad også i buggyen, men overlevede ulykken.

»Han var min bedste ven, og jeg gjorde alt for at redde ham. Jeg har det forfærdeligt over, at jeg ikke kunne redde dem,« siger Lee Ramage, der også har skrevet om sin ven på Facebook.

»Vi prøvede i mindst en time at redde deres liv, før de første reddere ankom. Marty tog sin sidste vejrtrækning, mens jeg holdte hans hoved, så han havde fri vejrtrækning,« skriver Lee Ramage.

Marty Smith, der særligt var populær blandt fansene på grund af sit lange hår og surfer-look, blev 63 år og havde sin storhedstid på motocrossen fra 1974 til 1981.

I de år vandt han AMA Motocross-mesterskaberne tre gange med sin Honda og blev nummer to et par gange.