Den britiske racerkører Billy Monger kørte sig selv på podiet i sit første løb, efter at han for et år siden var ude for en forfærdelig ulykke.

Tilbage i april sidste år kørte Bolly Monger på Donsington Park i den britiske Formel 4, da han kom ud for en skræmmende ulykke. Det tog således næsten to timer at få den 18-årige kører ud af raceren, hvorefter lægerne på hospitalet blev nødsaget til at amputere begge ben.

Lørdag var den britiske teenager så tilbage i raceren for første gang efter ulykken, og det endte med at blive et mirakuløst comeback i det britiske formel 3.

»Det er lidt surrealistisk, men en fantastisk følelse bare at køre ræs igen. Hvis du havde fortalt mig, at jeg ville komme på podiet i årets første ræs, så ville jeg formentlig have sagt, at du løj. Og at komme derud og vise, at jeg kan være konkurrencedygtig, er mere, end jeg nogensinde kunne have bedt om,« siger Billy Monger til Formel 3s officielle hjemmeside.

Siden ulykken er der blevet samlet mere end syv millioner danske kroner ind til den purunge racerkører, hvor landsmanden og den tidligere verdensmester i Formel 1, Jenson Button, var én af de første til at donere penge, hvorefter flere andre Formel 1-stjerner fulgte trop.

Billy Monger bremser med sin benprotese, mens han kontrollerer speederen med rattet. Og da han kørte over stregen som nummer tre i løbet, var han faktisk slet ikke klar over, at løbet var slut.

»Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle tænke, da jeg krydsede målstregen. Jeg vidste ikke engang, at jeg var ude på sidste omgang. Så da jeg så det ternede flag, var det en lettelse mere end noget andet. At alt det hårde arbejde, jeg har lavet over vinteren endelig giver pote.«