Det var ikke længe, Kevin Magnussens tidligere boss skulle gå arbejdsløs.

Den tidligere Haas-chef og Netflix-stjerne Günther Steiner vender tilbage til Formel 1 i et nyt job.

Den storbandende italiener er blevet hyret af den tyske tv-station RTL som ekspert.

»Vi har gjort et kup,« skriver mediet.

Günther Steiner vender tilbage til Formel 1 i en ny rolle.
Günther Steiner vender tilbage til Formel 1 i en ny rolle. Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Günther Steiner blev i januar fyret som teamchef hos Haas efter endnu en skuffende sæson, der netop er blevet udpenslet i Netflix' nye sæson af Drive to Survive.

Dermed dukker den populære Steiner op på skærmen allerede den kommende weekend, når Formel 1-sæsonen begynder i Bahrain.

»Med Günther Steiner har vi fået en mangeårig teamchef og Formel 1-insider direkte fra paddocken og ind foran RTL-mikrofonerne, hvor han vil berige vores udsendelse med aktuel indsigt og direkte tale,« siger RTLs programchef Inga Leschek.

Den 58-årige eks-teamchef ser frem til at analysere begivenhederne i Formel 1, og han lover, at hans berømte og berygtede direkte stil bliver taget med ind i det nye job.

Steiner var teamchef for Haas, da holdet kom ind i Formel 1 i 2016, men en forfærdelig 2023-sæson gjorde, at han fik sparket og blev erstattet af Ayao Komatsu.

Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg skal forsøge at tage Haas et skridt op i år.