Kevin Magnussen kom torsdag med de hidtil klareste hints om at han bliver hos Haas-teamet i 2019. Han talte ved middagstid – inden dommen i sagen mod eks-manager Dorte Riis var afsagt i Københavns Byret - om sin fremtid ved en pressebriefing op til Belgiens Grand Prix.

I sommerpausen har der været flere overraskende rokeringer, og  der er stadig masser af rygter om kommende team-skift. Indtil Pierre Gasly tidligere i denne uge blev annonceret som afløser for Daniel Ricciardo, var Magnussen for eksempel en af mange potentielle kandidater til det ledige Red Bull-sæde.

»Men jeg nyder, at jeg ikke er en del af hele det cirkus!,« slår Magnussen fast.

Foto: ZSOLT CZEGLEDI
Vis mere

Han antyder dermed, at hans nye aftale med Haas er ved at være på plads.

»Men det er altid indviklet med nye kontrakter – også selvom man er enige om 98 procent af punkterne. De to sidste procent kan være…komplicerede. Det tager tid – og samtidig har vi ikke noget stress. Der er nogle ting vi skal snakke igennem, og vi tager tiden til det.«

Der er ingen tvivl om, at danskeren gerne vil fortsætte hos Haas, hvor han indtil nu har scoret VM-point i syv af 12 løb.

»Jeg er super-glad for at være, hvor jeg er. Det er man, når man er i et team, hvor man har det godt med alle, og man samtidig har en bil, der er ’best-of-the-rest’. Men der selvfølgelig stadig noget vi kan forbedre – vi ligger på femtepladsen, men vi har en bil, der er god nok til fjerdepladsen,« siger han.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

På spørgsmålet om, hvornår der er deadline for 2019-kontrakten, siger Magnussen:

»Haas har jo en option på mig for 2019 – så du kan næsten selv regne det ud. Foreløbig venter jeg bare.«

B.T. erfarer, at optionen udløber 30. september.