For 15 år siden kørte de i gokart – nu mødes de igen, denne gang i et af verdens største motorløb.

27-årige Michelle Gatting, 28-årige Kevin Magnussen og 30-årige Michael Christensen voksede nærmest op sammen i dansk og international karting.

I weekenden er de alle tre til start i 24-timers-løbet i Le Mans.

»Kevin og jeg kørte junior-gokart sammen helt tilbage omkring 2003. Et par år senere blev det mere seriøst, og i 2007 var vi en overgang teamkammerater i det hollandske PDB-team,« har Gatting fortalt.

Kevin Magnussen i gokart med sin far Jan. I weekenden deler de en bil i 24-timers-løbet i Le Mans.
Kevin Magnussen i gokart med sin far Jan. I weekenden deler de en bil i 24-timers-løbet i Le Mans. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Magnussen husker også kampene mod Gatting.

»Michelle var altid sindssyg hurtig! Hun var ofte hurtigere end mig – oftere end jeg brød mig om! Jeg havde ikke noget problem med at tabe til en pige, men jeg tror, hun gik meget op i, at hun var ene pige mod en masse drenge.«

Men det var hverken Magnussen eller Gatting, der var datidens største gokart-stjerne.

»Kevin var ikke … hvordan skal jeg sige det? Han var ikke fantastisk i gokart,« fortæller Michelle.

Michael Christensen med BMWs Formel 1-chef, Mario Theissen, og sportens daværende topchef, Bernie Ecclestone, (tv.) i 2008.
Michael Christensen med BMWs Formel 1-chef, Mario Theissen, og sportens daværende topchef, Bernie Ecclestone, (tv.) i 2008. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Hvis man dengang skulle pege på en fremtidig dansk superstar, ville man vælge Michael Christensen. Han vandt en række internationale titler i de år.«

Michael Christensen kom tidligt med i BMWs talentprogram. Den tyske bilfabrik havde fra 2006-09 sit eget Formel 1-team, og den unge dansker skulle som en af verdens bedste gokartkørere uddannes til en fremtid i kongeklassen. Med topplaceringer i den daværende juniorklasse Formel BMW var Christensen godt på vej, men finanskrisen fik i 2009 BMW til at lukke Formel 1-programmet.

Herefter blev Christensen optaget på Porsches talenthold, men her handlede det om sportsvogns-racing. Han blev forfremmet til fabrikskører, og i 2018 vandt han LMGTE Pro-klassen i Le Mans, og året efter sikrede han sig VM-titlen. I den kommende weekend er han for Porsches LMGTE Pro-team det måske bedste bud på en dansk Le Mans-vinder.

»Målet er selvfølgelig at føje endnu en Le Mans-sejr til cv'et,« siger Christensen, der har Kevin Estre (FRA) og Neel Jani (CH) som codrivers.

Michelle Gatting debuterede i Le Mans i 2019 og kører i år for tredje gang i træk i et rent pige-team.
Michelle Gatting debuterede i Le Mans i 2019 og kører i år for tredje gang i træk i et rent pige-team. Foto: XPBGrand Prix Photo
Vis mere

Michelle Gatting kører for tredje gang Le Mans i et rent pigeteam. Hun deler i LMGTE Am-klassen en Ferrari 488 GTE Evo med Rahel Frey (CH) og Sarah Bovy (BEL). To stærke navne, men ikke helt i klasse med hendes tidligere gokart-kammerater.

Kevin Magnussen er i øvrigt ikke den eneste senere Formel 1-kører, Gatting var teamkammerat med i gokart.

»Jeg var også teamkammerat med Max Verstappen. Vi var som bror og søster i de år, for vi lignede hinanden så meget: På banen var vi begge meget aggressive. Og så havde vi begge en lidt småskør far i baggrunden,« har Michelle fortalt til B.T.