Kevin Magnussen og hans codriver i Chip Ganassis Racings Cadillac, Renger van der Zande, sluttede på andenpladsen i sjette afdeling af den amerikanske sportsvognsserie IMSA.

Løbet blev afviklet natten til lørdag på Watkins Glen-banen i staten New York, hvor Mikkel Jensen vandt LMP2-klassen sammen med amerikaneren Ben Keating.

Magnussen startede fra anden position og blev allerede i første sving indblandet i et sammenstød med Olivier Pla. Franskmanden røg af banen og dommerne kikkede på episoden, men bedømte den efterfølgende til et hændeligt uheld.

Senere blev løbet afbrudt i 45 minutter på grund af et heftigt regnvejr.

Med LMP2-klassesejren i Watking Glen udbyggede Mikkel Jensen sin føring i IMSA-mesterskabet.
Med LMP2-klassesejren i Watking Glen udbyggede Mikkel Jensen sin føring i IMSA-mesterskabet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Da løbet blev genoptaget, kom Magnussen/van der Zande i mål halvandet sekund efter Felipe Nasr/Pipo Derani (Cadillac). Nasr vandt for 10 år siden det britiske Formel 3-mesterskab efter hård kamp med Magnussen.

Mikkel Jensen og Ben Keating dominerede hele aftenen LMP2-klassen og udbyggede med klassesejren deres føring i mesterskabet.

Både Magnussen og Jensen skal næste år køre i VM-serien for sportsvogne for Peugeot, der præsenterer danskernes nye Hypercar i Paris i den kommende uge.