B.T. præsenterer Kevin Magnussens nye hjemmebane
Efter syv år som Formel 1-kører satser Kevin Magnussen i 2021 på den amerikanske IMSA-serie.
Det er en helt ny verden for den 28-årige dansker, der allerede i denne weekend indleder sæsonen med officiel træning op til næste weekends 24-timers-løb i Daytona.
Men hvad er det lige, det dér IMSA går ud på? Du får guiden her:

SERIEN
IMSA-serien er USAs førende sportsvognsmesterskab.
Navnet kommer fra det forbund, der arrangerer og ejer serien, International Motor Sport Association.
IMSA blev med støtte fra USAs største racerserie, NASCAR, grundlagt i 1969. Serien har skiftet navn flere gange og hed i en årrække American Le Mans Series (ALMS), men skiftede i 2013 tilbage til det oprindelige navn.

LØBENE
IMSA-mesterskabet 2021 består af 12 afdelinger, men DPi-klassen med Kevn Magnussen er kun med i ti af dem. Fire af løbene afvikles over 6, 10, 12 eller 24 timer, mens de resterende seks løb er betydeligt kortere.
KLASSERNE
Der er i dag fire klasser i IMSA-serien. De hurtigste biler kører i DPi-klassen, hvor Chip Ganassi Racing stiller op med Kevin Magnussen. Den næsthurtigste klasse er LMP2, hvor det ligesom DPi handler om prototyper. LMP3 er ligeledes en prototypeklasse, mens de to sidste klasser, GTLM og GTD, er baseret på GT-biler.

FELTET
Feltet til 24-timers-løbet i Daytona omfatter 50 biler med hver fire kørere. Der er enorm forskel på kørerne, der af arrangørerne er opdelt i fire klasser – Platinum, gold, silver og bronze. Kevin Magnussen er naturligvis platinum, men hans faste co-driver, Van der Zande, som en af de få kørere i DPi-klassen ’kun’ er gold. Klassificeringen er relevant for de mindre klasser, hvor der er regler om, at hver bil skal besættes med kørere fra forskellige kategorier.
TEAMET
Kevin Magnussen kører for Chip Ganassi Racing, der er et af de største teams i amerikansk racing. Ganassi gør i år comeback i IMSA-serien efter en pause på fire år. Chip Ganassi er i 2021 med i alle USAs tre største serier: NASCAR (to biler), IndyCar (fire biler – blandt andet en med svenske Marcus Ericsson) og IMSA (Magnussens bil). Teamet er grundlagt af den 62-årige amerikanske forretningsmand Chip Ganassi. Ganassi har selv været racerkører og stillede op i 24-timers-løbet i Le Mans for Sauber-teamet i 1987.

DANSKERNE – NU
Der er fem danskere med i IMSA-premieren i Daytona: Kevin Magnussen (platin) kører for Chip Ganassi Racing i DPi-klassen.
Anders Fjordbach (sølv) og Dennis Andersen (bronze) kører for det danske team High Class Racing i LMP2. Mikkel Jensen (sølv) er også med i LPM2-klassen for amerikanske Mathiasen Motorsport.
Nicklas Nielsen (guld) kører for det fabriksstøttede Ferrari-team Alfa Corse i GTD, hvor Christina Nielsen (sølv) i sidste øjeblik også er kommet med i Team Hardpoints Porsche. Magnussen og Jensen er de eneste danskere, der er bekræftet for hele 2021-mesterskabet.

DANSKERNE – FØR
John Nielsen deltog som Jaguar-fabrikskører i mesterskabet fra 1988 til 1991 og vandt blandt andet 24-timers-løbet i Daytona i 1988.
Tom Kristensen (Audi) vandt ALMS-serien generelt i 2002, og Jan Magnussen (Chevrolet) vandt GTLM-klassen i samme serie i både 2008 og 2013.
Da serien vendte tilbage til IMSA-navnet, vandt Jan Magnussen også GTLM-klassen i 2017 og 2018. Christina Nielsen (Ferrari) vandt GTD-mesterskabet i 2016 og 2017.

KONKURRENTERNE
Der er i alt syv biler med i DPi-klassen, hvor Kevin Magnussen stiller op – fire Cadillac, to Acura og en Mazda.
Penske-teamet, der har vundet mesterskabet de seneste to år med Acura, har trukket sig ud af IMSA.
I Daytona er der udover Magnussen fem tidligere Formel 1-kørere med i DPi-klassen: Marcus Ericsson, Sébastien Bourdais, Felipe Nasr, Kamui Kobayshi og Juan Pablo Montoya.

CO-DRIVEREN
Kevin Magnussen har den 34-årige hollænder Renger van der Zande som fast co-driver. De var faktisk teamkammerater hos det tyske Motorpark Academy allerede i 2009, da Magnussen kørte Formel Renault 2.0, og Van der Zande Formel 3.
Van der Zande vandt prototypeklasse i IMSA-serien i 2016 og vandt 24-timers-løbet i Daytona i både 2019 og 2020; det første år med blandt andre Fernando Alonso som co-driver.
I langdistanceløbene er Chip Ganassi Racings IndyCar-mester, Scott Dixon, tredjekører. Magnussens tidligere Formel 1-kollega, den nuværende Ganassi Indycar-kører Marcus Ericsson, er fjerde- og reservekører i Daytona.

BILEN
Chip Ganassi stiller op med en Cadillac. Den er udviklet i samarbejde med det italienske racerbilsfabrik Dallara, der også stod for Haas' biler. Motoren er en V8'er på 5,5 liter.
For at sikre. at de forskellige biler er jævnbyrdige, kan IMSA løbende justere reglementet, men det ventes, at Magnussens bil fra sæsonstarten vil råde over 600-650 hestekræfter.
Til sammenligning havde hans Haas-biler i Formel 1 1, der er betydeligt lettere end Cadillacen, cirka 950 hestekræfter.