Der var drama i den amerikanske by Zionsville onsdag, hvor FBI pludselig dukkede op og foretog en ransagning af ét af USAs største motorsportshold.

Medarbejderne hos Rahal Letterman Lanigan Racing fik sig formentlig lidt af et chok, da det lokale politi troppede op med FBI i hælene. Det skriver blandt andre IndyStar og Racer.

Holdet har blandt andet den ikoniske talkshowvært David Letterman som ejer og danske Christian Lundgaard som kører.

»FBI bad os om at assistere i morges, da de gennemførte en ransagningskendelse i Rahal Letterman Lanigans hovedkvarter,« siger byens borgmester John Stehr til IndyStar.

David Letterman er medejer af holdet.
David Letterman er medejer af holdet. Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix

»Vores betjente blev udenfor, da FBI-agenterne gik ind i bygningen,« fortsætter han om besøget hos Rahal-teamet i Zionsville - en forstad til storbyen Indianapolis.

Holdet, hvis ejere også tæller den legendariske racerkører Bobby Rahal og forretningsmanden Mike Lanigan har udsendt en udtalelse.

»Vi samarbejder fuldt ud med efterforskerne. Da det er en igangværende efterforskning, er det begrænset, hvilke oplysninger vi kan dele lige nu. Men vi har til hensigt at give yderligere oplysninger, så snart vi kan.«

Ifølge Racer drejer ransagningen sig om en medarbejder, der har en fortid hos rivalholdet Andretti Global, og overførslen af såkaldt intellektuel ejendom fra Andretti til Rahal.

Christian Lundgaard omfavner Bobby Rahal. Danskeren vandt i 2023 holdets første sejr i tre år.
Christian Lundgaard omfavner Bobby Rahal. Danskeren vandt i 2023 holdets første sejr i tre år. Frank Gunn/AP/Ritzau Scanpix

Den danske racerkører Christian Lundgaard har siden 2022 været holdets stjerne i Indycar, der populært kaldes USAs svar på Formel 1.

Sidste år vandt Lundgaard holdets første løb i tre år og blev nummer otte i mesterskabet.

I år blev det kun til en tredjeplads som bedste resultat.

Han skifter dog til McLaren til næste sæson.