Motorsportslegenden Sir Stirling Moss er død. 90 år gammel.

Det bekræfter hans kone over for Daily Mail.

»Han døde, som han levede og så fantastisk ud,« siger Lady Susie Moss om sin mand, der døde efter længere tids sygdom.

Hun sad ved hans seng i deres hjem i London til det sidste sammen med sygeplejerskerne.

Sir Stirling Moss.
Sir Stirling Moss. Foto: Leonhard Foeger
Vis mere

»Han var bare træt til sidst og lukkede sine smukke øjne, og det var det,« tilføjer hun.

Sir Stirling Moss blev kendt efter Anden Verdenskrig og er anset for at være en af de bedste all-round-racerkørere nogensinde med 212 sejre i 529 løb.

Den måske største bedrift i bilen menes at være triumfen i 1961, hvor Sir Stirling Moss vandt gradprixet i Monaco ved med sin Lotus-racer at besejre den hurtigere Ferrari-bil. Han nåede dog aldrig at vinde Formel 1, men blev fire gange to'er.

Karrieren sluttede i 1962, da han blev tvunget til et stop efter en ulykke i Goodwood, så han endte i koma i en måned og var delvist paralyseret i seks måneder.