Han er anderledes. Men han er her. 

Sådan lød beskrivelsen fra Corinna Schumacher, der er gift med Formel 1-legenden Michael Schumacher i den Netflix-dokumentar, der udkom forrige år. 

Og at tingene er anderledes, kan Formel 1-legenden Johnny Herbert også mærke. 

For alle er gået glip af noget, siden Michael Schumachers forfærdelige ulykke i 2013. 

»Vi har mistet en kæmpe stjerne i sporten, der gav så meget glæde til så mange mennesker,« siger Herbert, der er Schumachers tidligere holdkammerat, til CasinoSite

»Det er så trist, at Mick (Schumacher, red.) ikke kunne have sin far her, og det er trist for Formel 1, at han ikke er i og omkring paddocken. Det er en skam. Alle går glip af at lære Michael Schumacher at kende,« siger Herbert, der efter karrieren var ekspert for Sky Sports fra 2012 til 2022.

Det var under en tur på ski, Michael Schumacher i 2013 styrtede og slog hovedet på en sten.

Han røg i koma og skulle igennem flere operationer.

Han er siden kommet hjem, og det er kun de allernærmeste, der får lov til at besøge ham.

Familien har flere gange understreget, at de ønsker at respektere hans privatliv, og derfor er det også kun meget få, der kender hans præcise tilstand.

I et interview med Blick har Roger Benoit for nylig sagt, at nogle helt bestemte ord fra Schumachers søn Mick beskriver, hvordan det går.

»Der er kun ét svar på spørgsmålet, og det gav hans søn Mick i et af sine sjældne interviews, da han sagde: 'Jeg ville gøre alt for at tale med min far'. Den sætning siger alt om, hvordan hans far har haft det i mere end 3.500 dage. Der er intet håb.«