Nicki Pedersen er ikke længere god nok til det danske speedwaylandshold.

Det er essensen af indholdet af en pressemeddelelse, som Danmarks Motor Union har udsendt fredag, hvor unionen forklarer om udtagelsen til det danske speedwaylandshold, som skal køre om VM-trofæet.

»Nicki Pedersen har jo været et godt stykke fra fordums styrke i dette forår,« siger landstræneren, den tidligere mangedobbelte danske mester Hans Nielsen, i pressemeddelelsen.

Men medvirkende årsag er også, at Nicki Pedersen forrige onsdag blev skadet i forbindelse med et styrt i Holsted. Desuden har den 40-årige eks-verdensmester efterveer af det meget alvorlige uheld, han var ude for sidste år i Tjekkiet.

»Samtidig kender vi endnu ikke konsekvenserne af hans meget uheldige styrt i Holsted. På den baggrund kan vi ikke forsvare en udtagelse, men vi ønsker naturligvis Nicki alt det bedste i bestræbelserne på at komme tilbage på topniveau,« siger Hans Nielsen.

I stedet består truppen af Niels-Kristian Iversen, Kenneth Bjerre, Michael Jepsen Jensen, Leon Madsen, Mikkel Michelsen, Peter Kildemand, Hans Andersen, Anders Thomsen, Patrick Hansen og Frederik Jakobsen.

Patrick hansen og Frederik Jacobsen er U21-ryttere.

Truppen skal skæres ned til fire ryttere plus en af de to U21-ryttere. De fem ryttere må bruges, som landstræneren ønsker det, og det et nyt i forhold til tidligere, hvor U21-rytteren kun måtte komme på banen i tilfælde af skade til en af de øvrige fire ryttere.

Danmark har vundet hold-VM 15 gange. Første gang var i 1978 og hidtil sidste gang var i 2014. Sidste år blev Danmark nummer fem.

Danmark skal i første omgang køre 4. juli i Sverige, hvor modstanderne er Sverige, Rusland og en endnu ikke kendt modstander fra kvalifikationsrunden.

Finalen køres i Polen 7. og 8, juli.