Den bil, der var reserveret til Kevin Magnussen, vandt sent søndag USA´s største sportsvogns-race, 24-timersløbet i Daytona.

Den danske Haas-kører forhandlede hele efteråret med de regerende mestre i den amerikanske IMSA-serie, Action Express Racing (AXR). Men kort før jul meddelte Magnussen, at planerne var sat på stand-by. Det må nu ærgre K-Mag: AXR´s Cadillac, som han skulle have delt med Felipe Albuquerque, Christian Fittipaldi og Joao Barbosa, vandt ’Rolex 24 Hours’, hvor førstepræmien blandt andet er et af verdens mest ikoniske armbåndsure.

Men Kevin Magnussens sportsvogns-debut er ikke aflyst – kun udsat.

Dét er meldingen fra AXR´s teamchef Gary Nelson.

»Vi er vilde med Kevin,« siger han til BT.

»Han overværede 2017-løbet her i Daytona fra vores pit, og vi begyndte at snakke om, at han kunne køre for os i 2018. Jeg bor et par kilometer fra Haas´ amerikanske hovedkvarter, og jeg spiser tit frokost med Gene Haas. Så vi nåede ret langt med planerne, men til sidst løb vi simpelt hen tør for tid: Der var for mange løse ender,« siger Nelson.

Selvom planerne for 2018 måtte opgives, arbejder AXR videre på at give Kevin Magnussen chancen i USA´s mest berømte sportsvognsløb.

»Vi vil virkelig gerne have ham i vores team,« siger Nelson til BT.

Kevin Magnussen bekræftede for nylig, at han håber at komme med i det amerikanske 24-timersløb.

»Af flere forskellige grunde blev det ikke til en aftale i år. Det må blive en anden god gang!«

Med K-Mags afbud var det op til hans far, Jan, at forsvare Magnussen-familiens ære i Daytona. Det gjorde den 44-årige ex-Formel 1-kører strålende: Han satte under kvalifikationen en imponerende pole position i GT-klassen, hvor han sammen med Antonio Garcia og Mike Rockenfeller kom i mål på tredjepladsen.

ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE ET SLIDESHOW MED KEVIN MAGNUSSEN

 

Se også