Det var i starten af 2023, at Jason Watt kunne fortælle, at han og hustruen gennem otte år, Majbrit Berthelsen, var gået fra hinanden.

Nu bekræfter Jason Watt så, at han har fået en ny kæreste.

Det fortæller den tidligere racerkører og nuværende ekspert på Viaplay til Her&Nu.

Samtidig afslører 54-årige Jason Watt, at han har købt nyt hus i Næstved for at komme tættere på kæresten, der bor i Sorø.

»Hun har en gård med heste og bor med sin datter, så det bliver ikke lige nu, vi skal flytte sammen. Vi er hos hende eller hos mig, men nu må vi se, hvad der sker ude i fremtiden. Vi kommer til at bo 25 minutter fra hinanden, så det er bedre, end den time vi har mellem hinanden lige nu i hvert fald,« siger Jason Watt, der nu bor i Herlev.

Den tidligere racerkørers hus i Herlev er til salg.

Torsdag blev det også afsløret, at Jason Watt i 2025 skal være ekspert i Viaplays Formel 1-studie, ligesom han også kommer til at kommentere flere løb i år.

Han har siden sommeren 2024 allerede fungeret som Viaplays Formel 1-ekspert på kanalen Viaplay Sport News.